Bog

Fyret

Af (
2007
)

Anmeldelse

Fyret af P. D. James

22 maj.06

Den engelske krimis grand old lady har gjort det igen! Hun har fremtryllet en roman med et spændende plot, der byder på skarpsindige personbeskrivelser og levende miljøer.

Selv om forfatteren er 85 år mærker man ingen rysten på hånden. Så intelligent og sofistikeret som nogen sinde byder hun læseren på et klassisk mysterium og mere til.

Et suspekt dødsfald på en lille, isoleret engelsk ø, som ingen ubemærket kan få adgang til, hvorfor antallet af mistænkte er begrænset. Øen har en dramatisk fortid, men bliver nu brugt til fredelige formål af samfundets spidser, når de trænger til fred og ro. Her bliver de diskret opvartet af øens faste stab.

Da en berømt, men ikke særligt vellidt forfatter findes hængt i fyrtårnet, bliver kriminalinspektør Dalgliesh og hans 2 underordnede, Kate Miskin og Benton-Smith, tilkaldt. Snart bekræftes mistanken om mord, og et nyt mord følger efter. Flere af de tilstedeværende har et motiv til det første mord, og der trækkes også tråde tilbage til en forbrydelse på øen under 2. Verdenskrig. De mistænktes fortielser og løgne besværliggør som altid opklaringsarbejdet, der yderligere kompliceres af, at en gæst får konstateret SARS og når at smitte Dalgliesh.

James er en forfatter, der giver sig god tid, uden at det går ud over det subtile og velkonstruerede plot. Hun er suveræn, hvad enten hun beskriver storbyens poesi, anskuet ovenfra en stjerneklar nat, eller den barske, havombruste klippeø.

Personernes sjæleliv kulegraves, både politifolkenes, ofrenes og de mistænktes.

Dalgliesh kender vi som den intelligente politimand og den melankolske digter med kærlighedsproblemer. I denne roman ser det endelig ud til at lysne for ham, men også hans underordnede og de øvrige på øen har deres dæmoner at slås med.

Man er i godt selskab med James, hvad enten man er til klassisk spænding, mennesker eller miljøer. Hendes krimier skal nydes, ikke sluges. Desuden kan jeg varmt anbefale hendes velskrevne selvbiografi "Tiden er inde" (2000), der giver et godt indblik i et usædvanligt menneskes liv.

Oversat af Ole Steen Hansen. Forum, 2006. 372 sider. Kr 299,-

Læs også vores tidligere anbefalinger af P. D. James' Mordsalen og Gejstlig død.

Lån bogen på

Læs andre anbefalinger af Jytte Kjær Schou

Bogdetaljer

Forlag
Forum
Oversætter
Ole Steen Hansen
Faustnummer
26846889
ISBN
9788763803144
Antal sider
372

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer