Bog

Frodig sommer

Af (
2001
)

Anmeldelse

Frodig sommer af Barbara Kingsolver

31 okt.03

Barbara Kingsolver har skrevet en kollektiv roman om tre kvinders liv i et et lille samfund i Appalacherne omgivet af en enestående natur.

Det mærkes, at forfatteren er meget optaget af balancen i naturen, men hendes bog er ikke et økologisk korstog forklædt som roman. Hendes grundholdning er naturligt integreret i handlingen, og ud over at give en levende beskrivelse af miljøet får hun sine personer til at fremstå som meget vedkommende og nuancerede mennesker.

De tre kvinder har det til fælles, at de med deres holdninger til naturen er i opposition til det omgivende bondesamfund, men ellers er de meget forskellige. Vi følger dem på skift i en lang, fugtigvarm sommer og lever med i deres glæder og sorger.

Storbymennesket, den unge Lusa Landowski, har giftet sig med en lokal bonde, men hvad hun ikke har regnet med er den store fjendtlige familieklan. Da manden dør ved en tragisk ulykke, vælger hun at blive på gården og føre den videre på sine egne præmisser. Langsomt nærmer hun og familien sig hinanden til glæde for begge parter.

Den midaldrende vildtbiolog Deanne Wolf har valgt at isolere sig i bjergene, hvor hun studerer naturen og prøver at bekytte den mod mennesker. Hun bilder sig ind, at hun ikke har brug for samværet med andre mennesker, men en dag bliver der vendt godt og grundigt op og ned på hendes liv. Den meget yngre Eddie , der måske endda er krybskytte, dukker pludselig op, og hun forelsker sig vildt og voldsomt i ham.
Nede i dalen passer den livskloge gamle kvinde Nannie Rawley sin økologiske frugtplantage og sine næsten rutinemæssige stridigheder med naboen, den stædige gamle Garnett. Gud og sprøjtegifte er uopslidelige emner i deres skænderier.

Som den dygtige forfatter, hun er, knytter Barbara Kingsolver alle trådene tilfredsstillende sammen til sidst. De tre forskellige historier kædes sammen, og personerne er blevet klogere på sig selv og deres modstandere og ender med at mødes i større forståelse for hinandens synspunkter. Helt i tråd med bogens stemning er det naturen der får det sidste ord i det afsluttende kapitel.

Læs mere om forfatteren på: www.kingsolver.com

Oversat af Mogens Wenzel Andreasen. Cicero, 2001. 372 sider

Bogdetaljer

Forlag
Cicero
Oversætter
Mogens Wenzel Andreasen
Faustnummer
23771101
ISBN
9788777144622
Antal sider
372

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer