Bog

Fremmed fugl

Af (
2007
)

Anmeldelse

Fremmed fugl af Anna Jansson

10 apr.07

Det, alle frygter, er sket. Fugleinfluenzaen er en realitet på Gotland. Med sig fører den død, panik og kaos. En spændingsroman om et skræmmende aktuelt emne.

Glæden er stor, da dueejeren Ruben opdager en fremmed stor smuk due blandt sine egne. Duens ringmærkning viser, at pragteksemplaret er kommet til Gotland hele vejen fra Hviderusland. Glæden over duen bliver dog kort, for i løbet af få dage dør både duerne og Ruben. Naboen Berit, som flere gange har været i kontakt med Ruben, bliver efterfølgende syg. Hun bliver indlagt, og dør kort efter. Undersøgelser viser, at der er tale om et udbrud af fugleinfluenza. Uheldigvis har Berit været i kontakt med mange børn på en lokal fodboldlejr, hvor hun var kok. Frygten for smitte breder sig som ringe i vandet.

Børnene fra fodboldlejren isoleres, forældrene kræver at se deres børn, og panikken spreder sig, mens myndighederne prøver at mane til besindighed ved at tysse sagen ned. Under alt tumulten efterforsker kriminalkommissær Maria Wern et mord, men det er svært for hende at holde fokus, for hun er personligt berørt at fugleinfluenzaen, da hendes søn, som opholdte sig på fodboldlejren, bliver indlagt med influenzasymptomer. Som efterforskningen skrider frem, viser det sig, at mordet peger i retning af, at fugleinfluenzaen på Gotland måske ikke er helt tilfældig, og at der sidder folk med uhyggeligt kommercielle interesser i noget så grusomt som en fugleinfluenza, der fører død, panik og afmagt med sig.

"Fremmed fugl" er mere end bare en spændingsroman. Selv om handlingen til tider kan være lidt forvirrende, når man får beskrevet detaljer, som ikke rigtig fører nogle steder hen, så virker scenariet om fugleinfluenzaen skræmmende realistisk og giver stof til eftertanke. Romanen stiller relevante etiske spørgsmål, så som hvem skal prioriteres, når den sparsomme og meget dyre medicin skal uddeles? Man kan da heller ikke andet end at sidde tilbage med spørgsmålet: hvad sker der, hvis der kommer fugleinfluenza til Danmark? Vil myndighederne kunne kontrollere situationen, når panikken breder sig, og er der vaccine nok?

Anna Jansson er født på Gotland, hvor hun stadig bor og arbejder som sygeplejerske. "Fremmed fugl" er hendes tredje roman på dansk.

Oversat af Ellen Boen. Fremad, 2007. 313 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Fremmad
Oversætter
Ellen Boen
Faustnummer
26661587
ISBN
9788759526354
Antal sider
313

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer