Fra udenforskab til fællesskab - seks bud på et bedre velfærdssamfund

En tidligere topembedsmand leverer en sønderlemmende kritik af vores skrantende velfærdssamfund, men kommer også med konstruktive forslag til forbedringer.

Forfatteren kender det socialpolitiske system indefra. Blandt andet var han indtil 2015 direktør for Socialstyrelsen, og han lægger ikke fingrene imellem, når han peger på fejl og mangler i vores smuldrende velfærdssystem, der svigter de svageste i samfundet. Vi kan ikke længere prale af at have verdens bedste velfærdssamfund. Alt for mange mennesker er parkeret på offentlige ydelser og får ikke den nødvendige hjælp til at vokse som mennesker og bidrage til fællesskabet. Det er et stort spild af såvel økonomiske som menneskelige ressourcer. Den gode nyhed er, at vi ifølge forfatteren stadig kan nå at rette op på skaderne, men det haster og bliver ikke let, og det vil tage tid.

Knud Aarup er en lidenskabelig tilhænger af det velfærdssamfund, vi havde engang, hvor den sociale mobilitet var større og støtten til de svagest stillede bedre. Forfatteren ser værdier som fællesskab, lighed og tillid som grundlæggende for vores velfærdssystem. Det paradoksale er, at vi poster penge i velfærdssystemet som aldrig før, og alligevel oplever vi, at de svageste svigtes. Forfatteren peger på de steder, hvor kæden hopper af, og finder belæg for sine synspunkter i forskellige undersøgelser og videnskabelig litteratur. Han argumenterer godt og overbevisende og med stor ildhu.

Forfatteren pointerer, at det er vigtigt, at alle efter evne får lov til at bidrage til fællesskabet. Arbejdsmarkedet skal derfor gøres mere rummeligt, så der også er plads til de lidt skæve eksistenser. Derfor er det vigtigt at gribe tidligt ind, allerede i førskolealderen, med nationale handleplaner, som skal hjælpe børn med forskellige handicaps og drenge med ikke vestlig baggrund til at komme igennem uddannelsessystemet.

Det offentlige system skal blive bedre til at samarbejde på tværs af faggrupper, og den enkelte borger skal behandles ud fra en konkret individuel helhedsbetragtning. Velfærdsprofessionerne skal finde tilbage til kærneværdierne, og her tangerer forfatteren kaldskonceptet. Man skal ikke bare være professionel, men også kunne udvise professionel empati.

Forfatteren ser gerne, at det kommunale selvstyre styrkes, for det er i den enkelte kommune, man ved, hvor skoen trykker lokalt. På det overordnede politiske plan skal silo-tænkningen væk. Politikerne skal ikke begrænse sig til enkelte områder som bandeuvæsen og ghettodannelse, for tingene hænger sammen, og det gør løsningerne også, og der er brug for en helhedsorienteret indsats.

Det er en sympatisk bog båret af forfatterens tro på, at mennesket grundlæggende er et socialt væsen, der er i stand til at sætte fællesskabet højere end egennytten, vel at mærke med hjælp fra de foreslåede politiske tiltag. Det er en styrke ved bogen, at forfatteren både er analytiker og praktiker, og den er et væsentligt og velbegrundet indlæg i den nødvendige velfærdsdebat.