Bog

Fortids synder

Af (
2000
)

Anmeldelse

Fortids synder af Ian Rankin

03 jan.05

Olie og narko er der penge i, og begge dele er der rigeligt af i Aberdeen, Skotlands oliecentrum; John Rebus er optaget af flere sager, samtidig med at han er udsat for en intern undersøgelse. Foretaget af en kollega, hvis integritet han lige har sat spørgsmålstegn ved.

Palle Rosenkrantz Prisen 2000

De er midaldrende mænd, de drikker for meget, spiser for usundt, har rod i følelseslivet, de lægger sig ud med deres overordnede men får altid ret til sidst. De er måske også lidt ensomme. Men vi elsker dem og kaster os over både genudsendelsernes genudsendelser på TV, og den ottende bog i serien, bygget over den samme skabelon som de forrige. Jeg taler selvfølgelig om Jack Frost, kommissær Morse og John Rebus.

Sidstnævnte er et særligt eksemplar af racen, enspænder, arbejdsnarkoman, drukkenbolt, uudholdelig - og ikke til at stå for. I ”Fortids synder” fra 1997 efterforsker han omstændighederne omkring en oliearbejders død, men er også optaget af seriemorderen Johnny Bible, hvis metoder ligner Bible Johns, der huserede 25 år tidligere.

Samtidig er han udsat for en intern undersøgelse af hans håndtering af en gammel sag, som en tv-kanal er begyndt at rode op i. Undersøgeren er en kollega fra Glasgow, som Rebus kort forinden har beskyldt for at tage mod bestikkelse. Og Tv-holdet belejrer hans hjem. Intet under, at han finder det hensigtsmæssigt at rejse til Aberdeen for at forske lidt i oliearbejderens baggrund og ellers kigge lidt på byen, hvor Johnny Bibles seneste offer blev myrdet. Tro mod sin sædvane stikker han næsen i ting, som visse personer ikke mener kommer ham ved, og han kommer grueligt galt af sted. Så galt, at han vender hjem til Edinburgh med politieskorte!

Ian Rankin har meget fortjent modtaget både den danske Palle Rosenkrantz-pris og den engelske Gold Dagger Award for “Fortids synder”. Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg er en stor tilhænger af Ian Rankin. Hans bøger er velskrevne, personerne hænger sammen og plottene er genialt konstruerede. I ”Fortids synder” får man desuden et større indblik i mennesket John Rebus, end jeg har oplevet i de andre bøger, jeg har læst.

Og så handler bøgerne jo om Edinburgh, hjembyen, der beskrives ærligt og kærligt. En kronologisk gennemlæsning af Rebus-bøgerne vil uden tvivl give læseren en god og ærlig opfattelse af byens udvikling gennem de seneste 20 år. Så der er mange grunde til at læse Ian Rankin.

Oversat af Klavs Brøndum. 2. udgave. Klim, 2001. 433 sider

Ian Rankins officielle website

Originally published by Marit Haugaard, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Secondary title
En John Rebus-sag
Forlag
Klim
Oversætter
Klavs Brøndum
Faustnummer
22933779
ISBN
9788777248306
Antal sider
397

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer