Bog

Forholdsregler

Af (
2005
)

Anmeldelse

Forholdsregler af Sidsel Falsig Pedersen

20 mar.06

Små perler om hverdagen og hvad der følger med af Ikeabesøg med en ny kæreste og sære indbrudstyve.

"Forholdsregler" er en dejlig bog med små fine fortællinger.

Jeg er helt pjattet med 'Ikea', som handler om den spæde begyndelse på et forhold. Hun undlader at tage sine briller på, for at vise sig fra sin bedste side, hun ved ikke, om hun vil købe noget, når de kommer i Ikea, for tænk nu, hvis han ikke synes om det! Novellen slutter med sætningen "Jeg tænker på om han vil efterlyse mig, hvis jeg bliver væk i Ikea". Jamen det er da en fantastisk betragtning om et ganske nyt forhold; man kender ikke rigtig hinanden og tør ikke være helt ærlige!

Den største perle er dog for mig 'Opvask', som handler om en indbrudstyv, der ikke bryder sig om rod og sjusken. Det er meget morsomt, og en utrolig sjov tanke ligger bag historien.

I 'Oplæsning' er de første sætninger helt fantastiske: "Hvad er du mest bange for at blive: meget tyk eller meget tynd? Altså hvis du fik det meget dårligt, ville du så nærmere spise eller lade være med at spise?" Det er noget, vi alle kan tænke over, for hvad ville vi egentlig, og hvad er mest usundt?

'Heavy Metal' fortæller om en kvinde, der kan se mere end normalt på folk. "Det har overrasket mig hvor mange der kan lide heavy metal, men skjuler det." Hun møder en rar mand, som hun har meget til fælles med, men hun kan se, at han kan lide heavy metal. Han vil ikke indrømme det, og hun kan ikke med folk, der synes om heavy metal.

Titlerne er ganske korte og beskriver meget godt det, bogen indeholder, både det dagligdags som 'Opvask' og 'Frimærkesamling', men også det store som 'Afsked' og 'Mirakel'. Hun beskriver både den small talk, som foregår mellem mennesker, og de store følelser, sagte og usagte.

Dette en ren perlekæde, og hvem kan ikke lige bruge en sådan mellem pastakogning og bleskift!

Bogdetaljer

Forlag
Tiderne Skifter
Faustnummer
25950313
ISBN
9788779731530
Antal sider
96

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer