Bog

Folkets tjener

Af (
2008
)

Anmeldelse

Folkets tjener af Yan Lianke

Sarkastisk kinesisk roman, der igennem en forbudt erotisk affære beskriver det snærende politiske system under kulturrevolutionen.

"Denne bog æreskrænker Mao Zedong og hæren og er fyldt med sex. Må ikke distribueres, udleveres, kommenteres, omtales eller gengives". Med disse ord fra Kommunistpartiets Propaganda-afdeling forbydes bogen i Kina, men hvem bliver ikke nysgerrig?

Handlingen udspiller sig på et kaserneområde i det østlige Henan i Kina i 1967, hvor kulturrevolutionen er på sit højeste. Hovedpersonen, Wu Danang, er en politisk korrekt mønstersoldat, der som belønning for sin pletfri fremtræden bliver forfremmet til Overordnet Oppasser for Divisionskommandanten og dennes kone, Liu Luan. Hun er smuk og sensuel, men også noget forsømt, da kommandanten for det meste tjener partiet og revolutionen i Beijing.

"Tjen folket" er en sætning, der er mejslet ind i mønstersoldaten Wu Dawangs hjerne. Den findes også som et lille træskilt i kommandantens bolig, og netop det skilt får stor symbolsk betydning, efterhånden som den heftige lidenskabelige affære udvikler sig mellem Wu Dawang og Liu Luan Når det ikke hænger på sin plads ønsker Liu Lian oppasseren i soveværelset!  
Forholdet udvikler sig til passion med desperate undertoner. Maos skrifter, billeder og buster vandaliseres i ophidselse og uden tanke for konsekvenser. Men alting får en ende, dog en ganske overraskende en, som ikke skal afsløres her!

Tonen i bogen er dybt sakastisk, og sproget højtravende og symbolladet, men også blomstrende poetisk. Man er ikke i tvivl om forfatterens systemkritiske holdning og alle autoriteter og politiske symboler skrives konsekvent med stort - virkningen er dybt nedladende!

Bogen er skrevet i 2005 og er sandsynligvis oversat i lyset af Kina-interessen og OL. Den leverer på underfundig vis ammunition til systemkritikken af Kina. Samtidig er den velskrevet og original og damper af erotik, og det gør den kun mere læseværdig!

Forfatteren Yan Lianke (f.1958) er anerkendt i sit hjemland, hvor han har vundet flere litterære priser. Flere af hans bøger er dog forbudt i Kina, men oversat til andre sprog. "Folkets tjener" er hans første bog på dansk.

Oversat fra kinesisk af Rasmus Hastrup. Lindhardt og Ringhof, 2008. 206 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
27328458
ISBN
9788711318546
Antal sider
206

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer