Bog

Feber i blodet

Af (
2007
)

Anmeldelse

Feber i blodet af Iréne Némirovsky

25 jun.07

Moralen rødmer, når gamle familiehemmeligheder ser dagens lys i denne lille intense roman om kærlighed, jalousi og hemmeligheder.

"Feber i blodet" er et betagende familiedrama, som udspiller sig i et landsbysamfund i det centrale Frankrig i begyndelsen af 1930’erne. Den unge Colette bliver gift med sin Jean, som er møller. Det unge par slår sig ned i et hus i Moulin-Neuf, hvor Colette drømmer om et liv lige så perfekt og fuld af kærlighed som hendes forældres, men der går ikke lang tid, før en dramatisk begivenhed indtræffer og vidtrækkende konsekvenser følger.

Colette bliver bragt i en situation, hvor hun bliver nødt til at tilstå sine inderste hemmeligheder over for sine forældre - men hun kan ikke. Forældrene har altid været forbillede for det perfekte liv, og derfor tør Colette ikke betro sig, da hun begår et fejltrin.

I stedet søger hun hjælp hos sin onkel Silvio, men han afslår at hjælpe hende, da han ikke ser hendes forældre i samme perfekte lys som Colette. I takt med at sandheden kommer frem, må Colettes forældre konfronteres med deres egen ungdom og tage stilling til, hvilken andel de har i den skæbne, der rammer deres datter.

Det er lunefuldt blod, der flyder gennem Iréne Némirovskys lille velformulerede roman "Feber i blodet". Det er derfor glædeligt, at den i 2007 har set dagens lys. Iréne Némirovsky skrev "Feber i blodet" helt tilbage i 1937-38, men udgivelsen måtte udskydes på grund af den tyske besættelse.

Iréne Némirovskys liv fik en brat ende, for udover at være forfatter var hun også jøde, og hun døde i Auschwitz i 1942. Hendes to døtre overlevede krigen, og med sig havde de en kuffert, der viste sig at indeholde Iréne Némirovskys kendte værk "Storm i juni", senere dukkede også "Feber i blodet" op.

Bogdetaljer

Forlag
Tiderne Skifter
Oversætter
Mone Hvass
Faustnummer
26807360
ISBN
9788779732445
Antal sider
137

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer