Bog

En særlig begavelse

Af (
2008
)

Anmeldelse

En særlig begavelse af Nikita Lalwani

Rammende og velskrevet debutroman om indisk ære og skam tilsat en dosis sandsynlighedsregning.

Den indiske familie Vasi (far Mahesh, mor Shreene, datter Rumi og lillebror Nibu) bor i Cardiff, England. Forældrene er universitetsuddannede og tilsyneladende godt integrerede i det engelske samfund. Men man kan ikke løbe fra sin baggrund…

Datteren Rumika, kaldet Rumi, er overordentlig klog på tal - hverdagsting går op i ligninger og sandsynlighedsregning. Allerede da hun er fem år bliver Mahesh opmærksom på dette særlige talent, og nu gælder det kun om at få Rumi optaget på Oxford Universitet - og det kan ikke gå hurtigt nok. At pigebarnet, rent følelsesmæssigt, ikke helt kan følge med i det tempo er underordnet! Hun vil gerne ligne sine jævnaldrende men grundet etnisk baggrund, store briller OG matematisk geni, stikker hun ud og undgår derfor ikke nørd-prædikatet.

Med alderen dæmpes hendes fascination for tal, hun ignorerer Maheshs strikse undervisningsplan, gør oprør, tager på eventyr, læser Enid Blyton (fy da) og tager de første spæde skridt mod opdagelsen af egen identitet. Maheshs ambitioner på datterens vegne skubber hende gradvist væk fra forældrene, og det uundgåelige teenageoprør får alvorlige følger for den lille familie.

Lige fra start aner man katastrofen ude i horisonten, et sådant pres på et barns skuldre kan ikke andet end gå galt. Rumis ensomhed bliver skreget ud på næsten hver side, og man føler hendes vrede som piskesmæld, når den endelig når op til overfladen. Jeg sidder dog alligevel tilbage med en sær tilfredshedsfølelse – og faktisk en kende klogere på den generelle integrationsproblematik; "De var indiske mennesker, behøvede de at retfærdiggøre deres oprindelse? Deres tro? Begynde helt forfra med disse mennesker nu – hvor de omsider var begyndt at sænke paraderne? Som om det var så simpelt, lige som et skema". Så enkelt kan det siges.

Det er ikke deprimerende læsning. Trods katastrofen der lurer, så fornemmer man samtidig noget livsbekræftende og vitalt. Måske er det forfatteren Nikita Lalwanis særlige begavelse for ord der gør det. Og her kan jeg nævne, at hun var nomineret til Bookerprisen for nærværende debutroman, og hun har desuden modtaget den nystiftede pris Desmond Elliot Prisen på 10.000 engelske pund for samme.

Oversat fra engelsk af Charlotte Grubb efter 'Gifted'. Lindhardt og Ringhof, 2008. 306 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
27311695
ISBN
9788759527948
Antal sider
305

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer