Bog

Dødsmesse

Af (
2005
)

Anmeldelse

Dødsmesse af Arne Dahl

19 dec.05

Mesterlig og grum krimi i bedste svenske stil. I selskab med Arne Dahl er man garanteret et spændende og vidtforgrenet plot og en ødelagt nattesøvn.

Marts 2003. USA indleder krigen mod Irak, og i Stockholm finder et dramatisk gidseldrama sted i en bank. Men det er ikke et almindeligt bankrøveri, for røverne stiller ikke nogen krav - tilsyneladende skal de bare trække tiden ud. Men hvorfor? Hvad er bankrøveriet et dække over?

A-gruppen - det svenske rigskriminalpolitis enhed for voldskriminalitet med internationale aspekter - bliver inddraget i sagen, fordi dets tidligere chef Paul Hjelms ekskone er et af gidslerne i banken.

A-gruppen kendes fra Arne Dahls foregående seks eminente krimier, og har man læst dem, kender man flokken af individualister, og man holder af dem og bærer over med deres forskellige idiosynkrasier. Man ved også, at de tilsammen næsten altid kan finde en vej.

Således også i "Dødsmesse", som ad sælsomme veje viser sig at trække spor tilbage til 2. verdenskrig, Stalingrad, epokegørende videnskabelige teorier, den kolde krig, CIA, Stasi og magten over verdens energiressourcer.

Som læser er man dejligt mystificeret meget langt hen ad vejen, men mod slutningen af bogen bliver alle tråde samlet i en flot finale. Arne Dahl skriver altid i mol og denne gang endnu mere udtalt end tidligere. Styrken ved hans krimier er de komplicerede plot og personskildringerne - man bør så absolut læse dem i rækkefølge, for så får man historien bag A-gruppen og udviklingen i de enkelte medlemmers privatliv.

Arne Dahl har planlagt 10 bind i sin serie om A-gruppen. Vi er mange, der glæder os til de næste tre, samtidig med at vi begræder, at serien så er slut!

Oversat af Anders Johansen. Modtryk, 2005. 386 sider. Kr. 299,-

Bogdetaljer

Forlag
Modtryk
Oversætter
Anders Johansen
Faustnummer
29165599
ISBN
9788773949528
Antal sider
386

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer