Det er ikke til at vide med børn

Det er ikke til at vide med børn er en ung italieners debutroman, skrevet i et smukt sprog om et forfærdeligt emne.

Allerede på bogens første side aner man, at noget frygteligt er sket: en 10-årig pige står alene på en parkeringsplads og synger en monoton sang, der skal holde onde tanker væk. Hvad der er sket, optrævles langsomt gennem bogens knapt 200 sider.

Det er sommer i en forstad til Bologna, hvor vi følger 5 børn igennem nogle uger. Alle har de rimelige forældre, men forholdsvis lidt kontakt til dem. Hvis bare børnene er hjemme til aftalt tid, stoler forældrene på, at de passer på hinanden. Tre 10-årige (2 piger og en dreng) har sammen med to 14-årige drenge et hemmeligt fristed i en tom lade. Her eksperimenterer de med deres kroppe og begyndende sexualitet, først som helt uskyldige lege, senere inspireret af pornoblade, som på samme tid er spændende og uforståelige.

Gruppens leder, en af de 2 ældste drenge, forsynes af 2 mænd med stadig voldsommere billeder og "et hvidt pulver", som modydelse skal han prøve at fotografere aktiviteterne i laden. Efterhånden bliver billederne både sadistiske og pædofile, og pludselig er det ikke sjovt mere. De små magter imidlertid ikke at sige fra overfor den store dreng, som de har set op til, og bogen ender dybt tragisk.

Det er en velskrevet bog, som man berøres dybt af - personligt blev jeg både vred, chokeret og eftertænksom. Kunne det ske i virkeligheden?

Desværre røber bagsideteksten ikke bogens alvorlige emne, der står "blot" at bogen handler om ingenmandslandet mellem barn og voksen. Det er for mildt, da det ikke er en bog, man skal læse uden at være forberedt på en voldsom oplevelse. Men er man det, kan bogen absolut anbefales.

Gyldendal, 1999, 194 sider.

BogWeb - 1. august 1999