Bog

Det der er værre

Af (
2016
)

Anmeldelse

Det der er værre af Lars Kjædegaard

13 okt.16

Siderne vender nærmest sig selv i niende, selvstændige bind af Kjædegaards spændende serie om Belling og Hvid.

Jeg er vild med Lars Kjædegaards serie om Thor Belling og Anita Hvid. Selvom de er meget dygtige kriminalbetjente, er de på en eller anden måde utrolig almindelige, og deres indbyrdes forhold er simpelthen så charmerende. ’Det der er værre’ er ikke nogen voldsom krimi, tværtimod. Handlingen er noget mere dagligdagsagtig end i så mange andre krimier, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Belling og Hvid opklarer som sædvanlig sagen efter både problemer med falske spor og forkerte retninger. Der er ikke noget forceret eller opstyltet ved sagerne, og jeg synes Lars Kjædegaard skriver helt utrolig godt og let tilgængeligt. Siderne vender nærmest sig selv.

En mand tilstod for ti år siden et mord, han ikke begik, og det er en gåde, især for Thor Belling, hvorfor han valgte at tilbringe ti år i fængsel. Da han løslades, går der ikke mange dage, før han bliver fundet dræbt – banket ihjel med et stumpt våben. Sagen kompliceres af, at alt foregår indenfor en meget lille radius, nemlig i et af de allerdyreste kvarterer i Rungsted. Her har offeret boet, men han nærmest flygtede derfra efter flere tragiske begivenheder, og det er også her, hans lig bliver fundet. Belling og Hvid skal igennem mange afhøringer, før sagen tager de første små skridt i den rigtige retning.

Jeg kan varmt anbefale hele serien om Belling og Hvid. ’Det der er værre’ er nummer ni, så der er nok at gå i gang med. Også Inger Gammelgaard Madsens krimiserie om Roland Benito og Anne Larsen er danske krimier i den rigtig gode ende. I denne serie er der også ni bind, der alle foregår i Århus og omegn. 

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Faustnummer
52579309
ISBN
9788763846844
Antal sider
301

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer