Bog

Det bortførte bogstav

Af (
2016
)

Anmeldelse

Det bortførte bogstav

Finurlig, fantasifuld og fabelagtigt illustreret børnebog om dengang Y forsvandt, og G og S drog ud for at finde hende.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ret stor fan af Teddy Vork. Han er en af Danmarks bedste horror-forfattere, og kan som få skræmme r…. ud af bukserne på mig. Med ”Det bortførte bogstav” har Vork dog taget skridtet over i børnenes ende af reolen, og det er der kommet en rigtig fin historie ud af.

I Alfabetstrup bor alle bogstaverne i hvert deres lille hus. Uden dem ville der ikke findes bøger med historier i, og vi ville aldrig kunne opleve alle de fantastiske ting, som vi kommer ud for i bøgerne.

Men en dag sker der noget forfærdeligt - pludselig kan ingen udtale bogstavet Y. De andre bogstaver opsøger hendes hus, og opdager at hun er pist væk forsvundet! Nu er gode råd dyre, for hvis ikke Y kommer tilbage, kan man ikke bruge de ord, hun er med til at stave, og så er det slut med h-gge, bl-anter og ishocke-.

S er et snedigt bogstav, og sammen med G drager han ud for at finde Y. Det bliver en farefuld færd, der fører dem over Blækfloden, gennem Fnuller-ørkenen hvor et monster truer, til Futhark-skoven hvor S og G møder runerne. Og så bliver historien for alvor uhyggelig… Klarer S og G turen gennem Futhark-skoven og mødet med de døde bogstaver? Finder de mon Y igen? Og hvem står egentlig bag hendes bortførelse?

”Det bortførte bogstav” er en herlig og underfundig historie, som vil more voksne såvel som børn med sin fortælling om venskab, rummelighed og sammenhold. Vork fortæller med masser af humor og ”hyggelig uhygge”, og ligesom i sine voksenfortællinger putter han mere end ren underholdning ind i fortællingen med introduktionen til de gamle skrifttegn, runerne.

Og er historien god, så er illustrationerne intet mindre end fantastiske! Thomas Hjorthaabs tegninger sidder lige i skabet, holdt i douce farver men alligevel med kant i de farlige situationer. Samtidigt er de charmerende og elskelige og fyldt med sjove og skøre detaljer, som f.eks. forsiden hvor Y-et i Teddy putter sig mellem træerne.

Hjorthaab har tidligere leveret illustrationer til bøger af Wulff-Morgenthaler, men har, så vidt jeg kan finde frem til, ikke før illustreret børnebøger. Det gør han dog så fremragende her, at billederne kunne stjæle hele historien, hvis ikke Vork var så finurlig en fortæller.

Med andre ord – ”Det bortførte bogstav” fortjener en plads i enhver reol med bøger for børn og barnlige sjæle. Skønnere 'alfabet-bog' har jeg sjældent læst.

(også anmeldt på Bogrummet.dk)

Bogdetaljer

Forlag
Calibat
Faustnummer
52619807
Graphic
Thomas Hjorthaab
ISBN
9788793281318
Antal sider
44

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer