Bog

Destin II – Snefuglen

Af (
2017
)

Anmeldelse

Destin II – Snefuglen af Danny Biltoft Davidsen

13 jun.17

Anden del af science fiction eventyret byder også på gedigen og spændende rum-action med fuld fart. Forfatteren kan sit kram, og det er særdeles god underholdning.

Danny Biltoft Davidsen slog igennem med sin ’Meta-type-serie’, og den nye serie fortsætter i samme spor. Genren er den såkaldt ”space opera” eller ”hård science Fiction”, om man vil, og overordnet set er der tale om rumeventyr med fokus på rumskibe, fremmede galakser og andre racer samt drabelige kampe mellem helte og skurke. Det hele blandes med lidt fantasy og lidt magi, og vupti: Slutproduktet er hæsblæsende og meget, meget underholdende, og det er nærliggende at sammenligne med kultfilm som Star Wars.

Historien foregår tusinder af år ud i fremtiden, hvor menneskeheden har spredt sig overalt i galakserne. Da menneskeheden lærte at rejse i rummet, stødte de på den langt mere udviklede og ældre race, Torakiderne, men de er stort set udryddet nu, og deres magtfulde viden er ligeledes stort set forsvundet.

Andet bind foregår årtusinder senere i dette univers i direkte forlængelse af første binds slutning. Efter fundet af den mystiske sten, angiveligt noget af Torakidernes efterladte videnskab, hvis mystiske egenskaber i den grad forandrede pigen Meridel, har skattejægeren Cyril og hans besætning taget pigen med sig. Destin er blevet efterladt i lænker på en fremmed måne og må nu henslæbe en ussel tilværelse som slave i månens mine.

Alle planer om at finde Meridel synes håbløse, men i minen bliver Destin ven med den tidligere pirat Rawlin, som kommer op med en dristig plan om at undslippe. De to skal prøve at blive solgt som slaver til en fornem hertuginde, og derfra prøve at stjæle hendes rumskib ”Snefuglen”, og langt hen ad vejen synes deres plan at lykkes. De er dog nødt til at finde mere mandskab til rumskibet, og Rawlin sætter nu kurs mod sin tidligere base, piraternes mystiske fristed, hvor han vil prøve at vinde penge til deres videre færd. Rawlin har dog et gammelt udestående med piraterne, så planen synes håbløs, og det hele kompliceres yderligere af, at hertuginden og hendes tro bodyguard også er kommet ombord på ”Snefuglen”.

Danny Biltoft Davidsen fortsætter ufortrødent sin magiske rejse rummet, og med dette bind er der kommet mere substans i handlingen og persongalleriet. Selvom der er tale om ren og skær action og underholdning, må man altså bare overgive sig og haste gennem siderne. Det bliver spændende at følge Destins videre eventyr.

 

Bogdetaljer

Forlag
Mellemgaard
Faustnummer
53071856
ISBN
9788771903621
Antal sider
238

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer