Bog

Den usynlige vogter

Af (
2015
)

Anmeldelse

Den usynlige vogter af Dolores Redondo

17 feb.15

Ny imponerende spansk thriller. Den velskrevne krimi rammer med sit seriemorderplot, sin komplekse hovedperson og elementer af baskisk overtro og folklore absolut plet.

En ung pige findes myrdet i Baztan-dalen i det nordlige Spanien. Liget er blevet symbolsk arrangeret med hænderne anbragt i en jomfruelig stilling, kønsbehåringen barberet af, tøjet flænset i stykker og på skambenet er anbragt en lokal kage. Tæt ved gerningsstedet er offerets sko anbragt ligesom for at symbolisere morderens territorium.

Den unge politikommissær Amaia Salazar, som er født og opvokset på egnen, bliver udpeget til at lede efterforskningen. På grund af nogle traumatiske oplevelser som barn, hvor hendes sindssyge mor forsøgte at slå hende ihjel, har hun ellers svoret aldrig at vende tilbage til byen Elizondo, hvor hendes to søstre og tante stadig bor. Gensynet med fødebyen får de glemte traumer bragt op til overfladen, og Amaia må både føre en indædt kamp for at bekæmpe de gamle spøgelser og samtidig få hul på den gådefulde sag. Og snart følger flere mord efter. Amaia synes ikke at komme nogen vegne i sin efterforskning, som ikke alene forstyrres af hendes familie, men også af en jaloux medkommissær, som mildest talt opfører sig underligt, og oveni det et copycat mord.

Dolores Redondo debuterer med denne roman, og det tegner til at blive en af de helt store indenfor genren. Plottet er fremragende og handlingen både spændende og overraskende. Blandingen af den moderne verden og den gamle overtro, hvor både eksistensen af hekse og en mystisk skovånd spiller en aktiv rolle i handlingen, fungerer perfekt. Beskrivelsen af den smukke og betagende Baztan-dal med den enestående natur og de maleriske byer er lige til en turistkampagne. Endelig er hovedpersonen og hendes familie skildret særdeles overbevisende og vedkommende, og så kan man næsten ikke forlange mere.

Som nævnt er romanen noget af det bedste af sin art, og heldigvis er de to næste bind i trilogien allerede udkommet på spansk, og en filmatisering er på vej. Man kan håbe på en snarlig dansk oversættelse af bind nummer to.

Originally published by Arne Larsen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Hr. Ferdinand
Oversætter
Kirsten A. Nielsen
Faustnummer
51563794
ISBN
9788793166356
Antal sider
440

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer