Den forstødte engel

””Man kan ikke forklare kærlighed,” skreg hun.
Men hvis man ikke prøver, hvis man ikke prøvede, hvor ville vi så være henne?”

Måske – men kun måske! – er Per Olov Enquists lille roman fra 1985 ’Den forstødte engel; en kærlighedsroman’ et forsøg på at forklare kærligheden og dens mange ansigter: Kærligheden mellem mand og kvinde, kærligheden til et barn, kærlighed mellem en vanskabning og hans personificerede gevækst og kærlighed, som er udsprunget af indædt og altoverskyggende had.

Monsteret Pasqual Pinon er født med to hoveder. Ovenpå hans eget vokser nemlig et kvindehoved. Hvad omverdenen i første omgang har svært ved at fatte er, at dette kvindehoved faktisk er en selvstændig person. Hun kan ikke tale, så andre kan høre det – kun Pasqual kan fornemme, hvad hun synger og taler. Med andre ord: Hun eksisterer ubetinget gennem ham. Og ved nærmere eftertanke: Er det ikke en mulig definition af kærlighed?

Fortællerens ven K og dennes kone har en tragisk historie bag sig, som har resulteret i et grotesk kærlighedsforhold. Og begge har de elsket den samme dreng – en navnløs skikkelse, som kun optræder under betegnelsen ”drengen”, og som har dræbt en lille pige. K´s kone prøver at beskrive sin kærlighed til denne dreng i et digt:
”Jeg begriber ikke hvordan jeg kunne blive besat af 
en som jeg egentlig foragter
Han brændte sig ind i mig…”

De forskellige historier, som romanen samlet set består af, væves sammen på en ikke helt gennemskuelig vis, men mens man læser, finder man undervejs de sammenfald, som gør, at man forstår, hvorfor fortælleren bringer dem på bane.

Stilen er springende, men underbygger på den måde meget fornemt, hvordan fortælleren selv forsøger at forstå og begribe det ubegribelige.

’Den forstødte engel’ er en lille bog i fysisk forstand, men med et stort og kompliceret indhold. I den samlede skare af kærlighedsromaner fortjener den en særlig plads på grund sin utraditionelle tilgang til begrebet kærlighed.