Bog

Den duplikerede mand

Af (
2004
)

Anmeldelse

Den duplikerede mand af José Saramago

07 dec.04

En filosofisk roman om en mand og hans dobbeltgænger. Hvem er jeg, og hvem er vi? Et kendt tema fra den store litteratur, men bogen er også et drama og en farce og er særdeles spændende.

Hovedpersonen, Tertuliano Máximo Afonso, er en ca. 40-årig gymnasielærer i historie. Han er lettere deprimeret, fraskilt og lever et ret ensomt og monotont liv.

For at opmuntre ham anbefaler en kollega ham at leje videofilmen ”Den der søger finder”. I denne film ser Tertuliano en fuldstændig kopi af sig selv i en birolle. Fra da af er hans liv forandret, alt kommer i skred, idet han bliver besat af at finde sin dobbeltgænger, som ligner ham til mindste detalje.

Da han finder skuespilleren, mister han kontrollen over sit liv. Rent mentalt er de to helt forskellige, og der sker en række dramatiske begivenheder. Kvinderne i de to mænds liv drages også ind i de skæbnesvangre begivenheder, der foregår i og omkring en by med 5 millioner indbyggere. Fortælleren er vis og alvidende. Der er fine replikker og personerne er overbevisende - kvinderne i romanen er kloge. Bogen ender ret tragisk, men alligevel med en åben sprække til noget nyt og uforudsigeligt.

Romanen har et thrilleragtigt plot, men det er en litterær, filosofisk roman om identitet, eksistens og roller. Hvem er ægte, og hvem er kopi? Der er mange overraskelser og en del humor. Bogen er både magisk, realistisk og fabulerende. Flere steder minder den om Kafka. Det er en fascinerende roman, der skal læses langsomt og koncentreret.

Saramago, født 1922, er portugiser og fik Nobelprisen i 1998 . Det er hans 9. roman, der er oversat til dansk.

Oversat af Peer Sibast. Samleren, 2004. 276 sider. Kr 299,-.
.
Anbefaling af En fortælling om blindhed

Bogdetaljer

Forlag
Samleren
Faustnummer
25243536
ISBN
9788756817196
Antal sider
276

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer