Bog

Den afrikanske jomfru

Af (
2011
)

Anmeldelse

Den afrikanske jomfru af Helle Vincentz

18 apr.11

Ambitiøs og lovende dansk international thriller, som sætter fokus på de svindende olieressourcer og den vestlige verdens intense og ofte skruppelløse udnyttelse af verdens fattige lande.

Caroline Kayser er en ung stræbsom kvinde i en mandeverden. Hun arbejder som jurist i et stort dansk olieselskab, og da der indløber meldinger fra selskabets Kenya-afdeling om voldtægt af unge piger og klager fra den landsby, som ligger tæt på firmaets olieboringer, sendes Caroline til Afrika for at udrede trådene og redde firmaets omdømme.

Det viser sig hurtigt, at Caroline bestemt ikke er velkommen. Direktøren i Kenya, John Hansen, er direkte negativt indstillet over denne indblanding fra hovedkontoret i Danmark, og beboerne i landsbyen mener helt klart, at det danske selskab er direkte skyld i alle deres ulykker.

Carolines situation forværres yderligere, da den afrikanske kvinde, som i sin tid klagede over forholdene, bliver myrdet, og hun selv bliver truet på livet, hvis hun ikke opgiver sine undersøgelser.

Caroline, som i virkeligheden drives af sin angst for at blive fyret og sin frygt for ikke at slå til, fortsætter sin efterforskning, og da hun kommer for tæt på sandheden, må hun flygte for sit liv i Nairobis slumkvarter.

Forfatteren, som debuterer med denne roman, er uddannet journalist og har bl.a. arbejdet for A.P. Møller-Mærsk, og denne baggrund bliver fint udnyttet i romanen. Beskrivelserne af magtspillet og intrigerne i det private erhvervsliv virker overbevisende, og de journalistiske detaljer omkring de tvivlsomme metoder, som virksomhederne bruger for at få fodfæste i de fattige områder, er fængslende. Plottet hænger fint sammen, og især beskrivelsen af Carolines dilemma mellem firmaets interesser og det korrekt etiske er overbevisende.

Forfatteren kan med rette sammenlignes med John Le Carre, som beskrev en lignende problematik i 'Den standhaftige gartner', og denne sammenligning holder ganske pænt et langt stykke hen ad vejen.

Der, hvor Vincentz kommer lidt til kort, er på det sproglige område, og især omkring personbeskrivelserne. Sproget virker noget fladt og nøgternt og mangler ”drive”, personerne er skildret for firkantede og stereotype, de mangler simpelthen liv, og Caroline kan på mange måder virkelig forekomme temmelig irriterende.

Sidstnævnte indvendinger fratager dog ikke romanen en ganske høj underholdningsværdi med stof til eftertanke, og der skulle være flere bind på vej med Caroline Kayser som hovedperson.

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Faustnummer
28680554
Graphic
Leo Scherfig
ISBN
9788763816595
Antal sider
393

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer