Bog

Den afrikanske Farm

Af (
2005
)

Anmeldelse

Den afrikanske farm af Karen Blixen

Den afrikanske farm er et komplekst værk, der rummer mange fortolkningsmuligheder, hvilket gør den til en klassiker, der kan læses igen og igen.

'Den afrikanske farm' fra 1937 er Karen Blixens fortælling om sit liv i Afrika. Romanen er selvbiografisk, og beskæftiger sig med hendes liv på kaffefarmen, der lå i Kenya ved Ngong Hills uden for Nairobi. Romanen er imidlertid meget mere end en selvbiografi, idet den omhandler Blixens og hendes samtids forståelse af modsætningen mellem kultur og natur samt civilisationens rivende udvikling.

Oplevelserne med de indfødte, der arbejdede på Blixens farm fylder meget i 'Den afrikanske farm'. Herigennem afspejles Blixens syn på afrikanerne, der skildres som et primitivt naturfolk. Afrikanerne er på samme niveau, som de hvide mennesker var i middelalderen, mener Blixen. 
Derudover spiller hendes venskaber med de andre farmere i kolonien i Østafrika en vigtig rolle. Blixen beretter ikke særligt meget om sit ulykkelige ægteskab med sin fætter, Bror Blixen, som, hun blev gift med i 1914. Ægteskabet opløstes i 1925, hvorefter Karen Blixen driver farmen alene frem til 1931.

Blixens oplevelser med elskeren, den engelske adelsmand, Denys Finch Hatton spiller en væsentlig, omend ikke altoverskyggende, rolle i romanen. Sammen med Denys var hun eksempelvis på storvildtjagt. Ligeledes var hun på opdagelse med ham i hans flyvemaskine, så de kunne betragte det smukke afrikanske landskab fra luften.

Med andre ord er det en selektiv selvbiografi og en jegfortælling, som har et dybere lag end blot at beskrive en persons liv og levned. Blixen gør sine egne erfaringer til eksistentielle anliggender. Begivenhederne i Blixens liv beskrives ikke i kronologisk rækkefølge og nogle elementer af hendes liv er udeladt, hvorimod andre er forstærket.

'Den afrikanske farm' er opdelt i fem akter eller kapitler; en slags tragedie i fem akter. Romanen blander forskellige genrer som filosofi, fiktion og poesi. Undervejs filosoferer Blixen over modsætningerne mellem sorte og hvide, eksempelvis i afsnittet ”Af en immigrants dagbog”. Hun finder ligheder mellem de stolte masaier og det europæiske aristokrati. Begge folk, mener hun, er dømt til undergang. Dette skyldes, at tiderne forandrer sig og masaierne bliver trængt væk fra deres land til et reservat, hvilket er i modstrid med deres nomadetradition. Den borgerlige klasse får større indflydelse og udkonkurrerer adelen. Blixen var dog positiv overfor den moderne teknologi og hvad den medførte af automobiler og flyvemaskiner.

Et andet gennemgående tema i 'Den afrikanske farm' er forholdet mellem natur og civilisation, dvs. forholdet mellem de indfødte kukuyuer, der arbejder på farmen, masaierne i vildtreservatet og nybyggerne. De indfødte har ifølge Blixen en anden virkelighedsopfattelse end hvide mennesker, som eksempelvis kommer til udtryk i del to, der hedder 'En vådeskuds historie'. I denne del beskriver Blixen, hvordan de afrikanske retfærdighedsbegreber er anderledes end i Europa. Ved et uheld sårer og dræber en lille dreng to andre små drenge. De familier, som har mistet et barn eller hvor barnet er blevet invalid, taler ikke om straf, men i stedet ønsker de erstatning for deres tab. Erstatningen skal udbetales i naturalier, som køer eller geder.

Der er mange henvisninger til andre værker som eksempelvis Bibelen og græske myter samt til Afrikas historie. Der findes to stammer i Kenya; kikuyerne og masaierne. Kikuyerne har ifølge Blixen en slavementalitet, det var dem,  amerikanerne tog som slaver. Masaierne derimod er stolte nomader, høje, slanke og stolte folk, der ikke egner sig til at være slaver eller til den europæiske levevis. Masaierne lever i nuet og kommer de i fængsel, dør de, fordi de opfatter det som en permanent tilstand.  

Der er også andre afrikanske stammer i Kenya, blandt andet somaliere. Blixens hustjener Farah er somalier og muslim. Han føler sig derfor hævet over de indfødte, og vil nødigt blande sig i deres anliggender.

Set med moderne øjne fremstår Blixen meget fordomsfuld i sit syn på afrikanerne. Samtidig har hun en stor forståelse for deres levevis og skikke. Hun interesserer sig meget for sine ansatte på farmen, starter blandt andet en skole for dem og fungerer desuden som deres læge og dommer.Det giver hende en særlig status, som hun er meget opmærksom på. Der er forståelse imellem kikuyuerne og Blixen. De støtter hinanden under strenge tider. Og Blixen har et ganske særligt forhold til Kamante der, efter at hun har sendt ham på hospitalet som dreng, bliver en dygtig kok.

De indfødte på farmen ejede et stykke jord, mod at de til gengæld skulle arbejde for hende, bortset fra én dag om ugen, hvor de kunne arbejde på deres egen jordlod. Da Blixen må sælge farmen, ligger det hende meget på sinde, at kikukyuerne får et nyt stykke land, hvor de kan bo alle sammen og bevare fortællingerne om livet på farmen.

I romanens sidste del 'Farvel til farmen' beskriver Blixen hvordan hun må opgive, at drive farmen af økonomiske årsager. Hun kan ikke få kaffeplantagen til at løbe rundt, fordi den ligger for højt oppe. Desuden dør hendes elskede Denys Finch Hatton i en flyveulykke.

Han bliver begravet på farmens jord, fordi han hørte hjemme der. Også Kikuyu høvdingen Kinajuas død beskrives. En æra er slut for Blixen personligt, men også for kikuyuerne. Romanen slutter sørgeligt i overensstemmelse med tragediegenren. På den anden side har Blixens oplevelser på farmen givet hende stof til mange fortællinger, hvorfor livet på farmen bliver udødeliggjort.

Analyse

Karen Blixen: Den Afrikanske Farm

13 jul.11

I 1930erne skriver Karen Blixen sin berømte erindringsroman 'Den Afrikanske Farm'. På dette tidspunkt er hun netop hjemvendt fra et mangeårigt ophold i Kenya, og bogen, der første gang udkommer i 1937, bliver således en biografisk beskrivelse af dette fjerne land og denne efterhånden fjerne tid, sådan som hun genfremkalder sig det hele, siddende på Rungstedlund i Nordsjælland.

'Den Afrikanske Farm' blev, som det vil være de fleste bekendt, filmatiseret i 1980erne med Hollywood-stjernerne Meryl Streep og Robert Redford i hovedrollerne som baronessen selv og hendes elskede, og opnåede en enorm popularitet verden over. Karen Blixen blev kendt i Tyskland som ”Tania Blixen” og i bl.a. England som ”Isak Dinesen”, men alle steder som den intelligente, stærke og selvstændige kvinde, der svigtes af sin ægtemand og først sent møder kærligheden i form af den engelske pilot og storvildtjæger Denys Finch-Hatton.

Men erindringsromanen og den glamouriserede kærlighedsfilm, hvis tragiske klimaks er Finch-Hattons død i 1931, er ikke den eneste dokumentation af Karens Blixens liv på den navnkundige, kenyanske kaffefarm nær Ngong Hills. Både hendes mange breve til familien i Danmark – bl.a. moderen Ingeborg Dinesen, broderen Thomas og de to søstre Ellen og Inger – der blev skrevet, mens begivenhederne udspillede sig i Afrika, og flere af de essays, hun har forfattet senere, giver interessante, bevægende og forfærdende indblik i forfatterindens værk og liv og tilbyder sin læser en endnu dybere forståelse for både Blixen selv og for hendes møde med den afrikanske kultur.

Et af de mest spændende essays er ”Sorte og Hvide i Afrika”, der oprindeligt blev holdt som en tale til det ”hvide” publikum i Sverige i 1938 og i dag kan læses i Gyldendals samlede Blixen-essays. Her fortæller Karen Blixen om sit møde med ”de mørke indfødte folk” og demonstrerer en for sin tid og kulturbaggrund imponerende respekt og interesse for de folk, som hun mener, ”var eet med Afrika”, mens ​ ”vi”, dvs. de hvide kolonisatorer, ”skurrede i landskabet”.

Hun kommer selv til Afrika sammen med sin mand for at tjene penge og er – om end hun udtrykker et dybt had til englændernes attitude – del af stedets hvide aristokrati. Hun arrangerer store middagsselskaber, drikker champagne og tager på safari, men føler alligevel en solidaritet med den indfødte befolkning og særligt med de, der er i hendes egen tjeneste. Hun skriver i sine breve hjem om Mohammedanismen (Islam), som dyrkes af hendes somali-tjener, og som hun finder uretfærdigt behandlet i tidens debat i Danmark.

Mødet med de fremmede, som udvider hele hendes verden og liv, er, som hun selv er inde på, ikke et møde med én kultur, men derimod med en helt vifte af forskellige kulturer og stammer, der levede side om side i datidens Afrika.

Udover somalierne, der er indvandrere som hun selv, er de to stammer, hun kender bedst og derfor gør mest ud af i essayet, hhv. masai-folket, der beskrives som ”kødædere”, dvs. med temperament som rovdyrene, og kikuyuerne, der kan sammenlignes med ”græsædere”, fordi de er fredelige som gazeller, antiloper, bøfler og giraffer.

Vi havde ikke opsøgt hinanden, jeg var ikke kommet til landet for at studere de sorte, og de havde helst set at vi var blevet derfra ”, skriver hun. Alligevel opstår, ”et sammenspil, en vekselvirkning blev til, der muliggjorde nye melodier ”.

Oplevelsen var en åbenbaring, ” ikke bare af verden, men af mig selv,” fortæller hun og forklarer, hvordan ens egen kulturelle referencepunkter forsvinder, når man står overfor de fremmede. Det giver ingen mening at fortælle en masai eller kikuyu, at man er fra Lund, de kender ikke byen; de ved ikke, hvad man mener, hvis man siger, at man er biskop eller oberst eller studerer jura.

På denne måde fralægger man sig ifølge Blixen sin sociale og intellektuelle habitus, og det eneste, der bliver tilbage, er et menneske. ” Som et menneske, ene og alene, mødes De med de mørke, primitive mennesker , ” skriver hun.

Oplevelsen af have fået skrællet alle sine titler og sin habitus af sig er med til at præge Karen Blixens tid i Afrika – på godt og ondt. Hendes udsyn og menneskelige styrke vokser, men hun svækkes også i sin forståelse af sig selv. Ikke alene er hun, som man kan læse i hendes breve, alvorligt syg i lange tider og tilbringer ofte i sengen, mens hun endnu er gift med sin fætter, Bror Blixen.

Hun gennemgår også mange psykiske kvaler og raser imod skæbnen, når den bliver for hård. Hendes forhold til Denis Finch Hatton, som har været af en mere problematisk karakter, end det fremgår af Hollywood-udgaven, beskrives, og ikke mindst længslen efter ham, når han efter hendes skilsmisse ikke opholder sig hos hende på farmen.

En del af de nederlag, som hun ikke har ønsket, at hendes læser skulle kende, og derfor ikke er med i 'Den Afrikanske Farm', findes i brevene. Disse har dog andre hensyn at tage, hensyn til moderen derhjemme, der ikke skal gøres bekymret, hensynet til underholdningsværdien; Karen Blixen ved, at hendes moder viser brevene frem for sin omgangskreds og dramatiserer derfor begivenhederne for hende.

I et forord til ”Breve fra Afrika 1914-31” skriver Frans Larsson på vegne af Rungstedlundfonden, at Karen Blixen muligvis ikke selv ville have brudt sig om at se sine breve på tryk. Men de er, fortsætter han, dokumenter om det liv, hun har levet, og har en historisk interesse som rækker langt udover Karen Blixens person.

Af Sofie Holten Hansen, cand. mag.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
27306071
ISBN
9788702020601
Antal sider
354

Artikel

Den afrikanske farm

”Jeg kan en Sang om Afrika, tænkte jeg, om Girafferne og om den afrikanske Nymaane,
som ligger på Ryggen, om Plovene i Marken og om Kaffeplukkernes svedte Ansigter.” 

Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer