Bog

De uskyldiges brøde

Af (
2008
)

Anmeldelse

De uskyldiges brøde af Candace Robb

11 aug.08

Veldrejet og spændende middelalderkrimi om de omfattende konsekvenser af et tilsyneladende uskyldigt tyveri.

Der er usædvanlig koldt og blæsende i York i november 1372, en snestorm er i anmarch. Kaptajn for ærkebispens garde, Owen Archer, er ikke glad for flere gange i bispens ærinde at måtte forlade byen, især ikke da hans kone, apotekeren Lucie, er højgravid med deres tredje barn.

Adoptivsønnen, Jasper, er apotekerlærling og elev på Katedralskolen. Han forsøger at holde sig uden for de andre elevers kontroverser med bådsmændene ved klostrets anløbsbro, men kan ikke holde sig væk når det gælder om at generobre kammeraten Huberts taske. Han er derfor vidne til at en bådsmand falder i vandet - og dør, men han drukner ikke, han var forgivet da han faldt i.

Alt handler om den famøse taske og dens indhold: Noget der tilhørte Huberts mor og som Hubert havde taget for af kærlighed at have noget af sin mor hos sig. Det tilsyneladende ubetydelige tyveri viser sig skæbnesvangert.

Så er scenen sat for det niende middelaldermysterium med Owen Archer og hans familie i centrum. Jasper spiller en væsentlig rolle, og bogen behandler i meget høj grad far-søn forholdet, eller rettere sagt faderrollen, et tema der bliver gentaget da de opsøger Hubert og hans familie.

Sceneriet og persongalleriet er kendt, men der sker alligevel en udvikling i bøgerne fra middelalderens York, bl.a. har personerne vekslende betydning. Som nævnt spiller Jasper en ikke ubetydelig rolle i "De uskyldiges brøde", men også byfogeden, George Hempe får meget plads som Owen Archers assistent og den der må tage affære når kaptajnen er ude af byen.

Handlingen bygger på dokumenterede historiske begivenheder, nemlig konflikten mellem Katedralskolen og den konkurrerende private latinskole, drevet af Nicholas Ferriby, samt stridighederne mellem katedralskoleeleverne og klostrets bådsmænd.

Candace Robb er eminent dygtig til at formidle sin omfattende historiske viden som spændende og læseværdig underholdning, og jeg vil fluks kaste mig over de titler, jeg mangler i serien, mens jeg venter på tiende udspil, der måske kan vise sig at være det sidste.

Oversat fra engelsk af Ole Lindegaard Henriksen efter 'The guilt of innocents'. Hovedland, 2008. 312 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Hovedland
Oversætter
Ole Lindegård Henriksen
Faustnummer
27332064
ISBN
9788770700788
Antal sider
312

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer