Bog

De frosne flammer

Af (
2016
)

Anmeldelse

De frosne flammer af Jens Henrik Jensen

02 sep.16

En forrygende afslutning på serien om Niels Oxen og en af årets allerstørste læseoplevelser. En forfærdelig tanke at jeg aldrig mere skal læse om Oxen, Franck og alle de andre.

’De frosne flammer’ begynder i et hæsblæsende tempo – og det forsætter bogen igennem. Jens Henrik Jensen har skabt et fantastisk persongalleri, og det lige fra hovedrolleindehaverne til de allermindste bipersoner. Derudover formår han at ajourføre læserne på fornemmeste måde. Som en vigtig del af fortællingen kommer han ind på, hvad der skete i de to første bind om Oxen, og man er hurtigt inde i universet igen. Både spændingen og plottet holder hele vejen, og hvis ikke det var fordi jeg gerne ville spare lidt på bogen, havde jeg læst de 543 sider ud i én køre.

Trioen bestående af Danmarks højest dekorerede soldat Niels Oxen, tidligere PET medarbejder Magrethe Franck og tidligere chef for PET Axel Mossman. De fortsætter kampen mod Danehof, der har myrdet og ødelagt efter forgodtbefindende i generationer og desuden også ødelagt alt for de tre personligt. Det er en farlig og vanskelig modstander, de er oppe imod, og de går ind i kampen velvidende, at det kan koste dem livet. Sideløbende med deres anstrengelser for at finde ud af, hvem lederen af Danehof er, jages Niels pludselig af andre.

Der er så mange fine finesser i bogen og så meget menneskelighed på trods af det voldsomme handlingsforløb, og det hele hænger sammen og går op i en højere enhed. Det er simpelthen en fantastisk krimi. Utrolig velskrevet og fængslende til allersidste punktum. Jeg afventer med spænding, hvad der kommer fra Jens Henrik Jensen næste gang.

Forfatterens trilogi om kriminalassistent Nina Portland fra Esbjerg kan også anbefales. En anden virkelig god dansk krimiserie er A. J. Kazinskis serie om Niels Bentzon.

Bogdetaljer

Forlag
Politiken
Faustnummer
52547032
ISBN
9788740027068
Antal sider
543

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer