Bog

Buenos Aires-kvintetten

Af (
2002
)

Anmeldelse

Buenos Aires-kvintetten af Manuel Vázquez Montalbán

14 okt.02
Skribent

Hvis der eksisterede en genre, der hed "selvironiske venstrefløjskrimier", ville Montalbáns krimier med helten Carvalho være blandt de fremmeste i rækken. Nu er der endelig kommet en ny af slagsen - efter så mange års ventetid, at jeg havde opgivet at se flere.

Carvalho ligner sig selv, men det er der ikke meget andet, der gør i denne bog, der foregår i Argentina - og som derfor mangler de personer, vi "gamle" læsere af forfatteren kender så godt. Heldigvis ringer Carvalho tit og ofte hjem til Barcelona og diskuterer madopskrifter med Biscuter, men han laver ikke så meget mad, som han plejer, og opskrifterne kan ikke bruges umiddelbart til at lave mad efter. Hvis sandheden skal frem, synes jeg heller ikke, at opskrifterne lyder helt så appetitlige, som de plejer. Vi er virkelig et helt andet sted.

Carvalho er hyret til at finde sin fætter, Raúl, der har været en af militærjuntaens mange forsvundne. Hans far fik ham ud af landet, men nu er Raúl vendt tilbage for at finde sin datter, der også forsvandt. Vi får mange historiske facts fra Argentina - bogen er fra 1997, så det sidste om Argentinas bankerot er ikke med - og vi lærer selvfølgelig også nogle virkelig charmerende damer at kende... også nogle mindre charmerende, der viser sig at være mænd, når tøjet tages af.

I denne underlige natteverden af tidligere bødler, ofre, tangosangerinder, transvestitter og fantaster lykkes Carvalhos mission til sidst, og han kan vende næsen hjem mod Barcelona. Der hersker en melankoli i bogen, som kommer af, at nok er diktaturet væk, men mange militærpersoner og folk fra samfundets top styrer stadigvæk det hele - uden at være blevet straffet for de forbrydelser, de deltog i under den beskidte krig. Samtidig er bogen dog også uhyre morsom.

Der er mange personer i bogen, det er svært at holde sammen på handlingen i store dele af den, men den formidler et meget fint stemningsbillede fra Argentina, og hvis man har læst om Carvalho før og kan lide manden, er det dejligt at møde ham igen. Og stor ros til forlaget for at have lavet en helt anden slags forside end den sædvanlige type til bogen. Den er et fotografi, der er meget dækkende for bogens stemning og straks indikerer Argentina - endda før man læser titlen.

Oversat af Kirsten Nielsen. Klim, 2002. 392 sider. Kr 345,-.

Analyse

Vázques Montalbán, Manuel - Buenos Aires-kvintetten

En detektivroman, der sprænger rammerne for genren og lader filosofiske bogbrændinger og tangopoesi indgå på lige fod med et hæsblæsende plot.


Argentina, jeg synger dig en tango…

Da Montalbán rejste rundt i Argentina for at researche til romanen 'Buenos Aires-kvintetten', mødte han en aften en mand, som han kom vældig godt ud af det med. ”En af dem, som kan Borges udenad”, fortæller Montalbán, ”’Han bad mig vælge et kendetegn ved Argentina, som havde gjort størst indtryk på mig. Jeg svarede, at det, der gjorde størst indtryk på mig, var tomrummet, som 30.000 mennesker havde efterladt, dem man kalder ’de forsvundne’". Uden at vise det mindste tegn på affekt svarede denne Borges-fan ham, at de forsvundne ikke var mange nok, og at meget rakkerpak endnu manglede at blive udryddet [1].

Scenen blev, som mange andre selv oplevede under Montalbáns Argentina-rejse, indlemmet i stort set uændret form i den færdige roman. Virkeligheden overgår som bekendt ofte fantasien, særligt når det kommer til menneskenes uhyrligheder.

I 'Buenos Aires-kvintetten' bliver den desillusionerede og melankolske detektiv Pepe Carvalho sendt til Argentina for at finde sin fætter, Raúl Tourón, som var del af en peronistisk modstandsgruppe under militærdiktaturet. Raúl og resten af gruppen blev taget til fange og tortureret, indtil de på mirakuløs vis blev sluppet fri og Raúl hentet til Spanien af sin far. Nu er han så vendt tilbage for at finde sin datter, som forsvandt den dag, han blev taget til fange.

Tilsløring af kannibalisme

'Buenos Aires-kvintetten' er en detektivroman i noir-genren. Lige som den originale amerikanske hårdkogte krimi kaster romanen et samfundskritisk blik på sin samtid. Den blev udgivet i 1997, fire år efter at amnestiloven blev vedtaget, en lov som beskyttede militærdiktaturets krigsforbrydere imod retsforfølgelse. Og romanen illustrerer både i sin tematik og stemning det, at ofrene levede dør om dør med deres forhenværende torturbødler uden at kunne stille dem til ansvar. Angsten og magtesløsheden beskrives som et dagligt livsvilkår, som man bare lever med. Men, og det er måske nok her, at Montalbán er så mesterlig: Det er ikke en endimensional og fingerpegende samfundskritik, han leverer. Alle personerne (og der er mange af dem) vises i al deres menneskelighed med deres gode såvel som deres mindre gode sider. Selv Kaptajnen, den arketypiske iskolde militærmand, der uden at blinke torturerer og dræber for at opretholde den orden, han tror på – selv han får i glimt lov til at vise sig som en nænsom og kærlig mand.

Og så er der Carvalho selv, hvis yndlingsbeskæftigelse er, næst efter at lave (og især spise) god mad, den såre politisk ukorrekte at brænde bøger. Og det skal helst være litteraturhistoriens hovedværker – mindre kan ikke gøre det. Han forklarer:

”Jeg har læst bøger i fyrre år af mit liv, og nu brænder jeg dem, fordi de ikke har lært mig at leve […] Kulturen lærer ikke én at leve. Den er blot frygtens og uvidenhedens maske. Dødens. Du ser en ko på pampaen… Du dræber den. Du spiser den rå. Alle vil pege på dig og sige: Han er en barbar, en vild. Men hvis du derimod fanger koen, dræber den, udskærer den perfekt, steger den, anretter den med chimichurri-sauce. Det er kultur. Det er forskønnelse af kannibalismen. Tilsløring af kannibalismen".

Hermed har den filosofiske detektiv spidsformuleret civilisationens paradoks: Den kulturelle forfinelse formår ikke at udrydde det faktum, at vi på ét punkt ikke adskiller os spor fra vore forfædre i dyreriget. Og bogen er et af de ældste symboler på kulturel og åndelig forfinelse. Derfor brænder han dem.

Paradoksalt nok er romanen spækket med litterære referencer, ikke mindst til Argentinas store forfatter Jorge Luis Borges og til hans fantastiske univers.

I sin søgen efter Raúl møder Carvalho et formidabelt og karnavalesk persongalleri, og den ene absurde episode afløser den anden, så læseren må holde tungen lige i munden for ikke at tabe tråden. Romanen tager form som et vildt og farverigt æskesystem, hvor sidefortællinger vikles ind i hinanden og i hovedplottet – og midt i det alt sammen står sangerinden Adriana Varela med den superbe kavalergang, og med sin dybe, hæse stemme synger hun tangoer, som kommenterer og illustrerer handlingen efterhånden, som den skrider frem:

"Du søger
en erindrings skygger,
fodspor i blodet,
der er så gammelt som solen.

Du søger
et såret dyr,
bytte for skæbnen,
der ikke kender dets smerte

Gå forbi, fremmede,
der er ingen medlidenhed
med den, der kom for sent
til tidens tog".

[1] Fra artiklen af Amelia Castilla: ”Vásquez Montalbán cierre el ’año Carvalho’ con una novela sobre la dictadura argentina”, El País,07.10.1997


Skrevet af stud. mag. Revka El Baz

Kilder, links og centrale værker

28 feb.12

Bogdetaljer

Secondary title
En Carvalho-bog
Forlag
Klim
Faustnummer
24082938
ISBN
9788779551237
Antal sider
392

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer