Bog

Buemundet guitarfisk

Af (
2018
)

Anmeldelse

Buemundet guitarfisk af Nikolaj Zeuthen

Intet finder nåde for Zeuthens satiriske pen, der hudfletter den kreative klasse, børnefamilien og politiken-plus bedsteforældrene. Scenen er sat for en midtvejskrise af rang.

Nikolaj Zeuthen debuterede med ’Verdensmestre’ om et par nybagte førstegangsforældre med identitetskrise. En udgivelse der burde udleveres af sundhedsplejersken ved første barselsbesøg. Som i forfatterens debut er der igen koks i familielivet, og intet går som i drømmene. I ’Buemundet guitarfisk’ er børnene større, der er tre af dem, fyrreårskrisen kradser, og voksenlivet og karrieren er slet ikke blevet, som man havde håbet. Slet ikke for forfatteren og hovedpersonen Stefan, som henslæber dagene med at hente børn, købe dyrekort til dem i Føtex og sidde til møder på sin a-kasse. Konen Nete er for træt til kærtegn og vil bare gerne være i fred.

I desperation efter opmærksomhed, kærlighed, sex eller måske på jagt efter sin tabte ungdom, forelsker Stefan sig i den noget yngre Rigmor, og de indleder en affære. Karrieren og økonomien forsøger han at redde ved at indlede et partnerskab med sin tidligere studiekammerat Christian i Stresskompagniet, selv om han ikke helt kan se sig selv i øjnene. Her er nogle af romanens skarpeste og i hvert fald morsomste beskrivelser af absurditeter fra jobcenteret krydret med kommunikationsfaglig lingo og nonsens.

Folk der havde været ”inde over” projektet blev nævnt. Alle de mange ”gode folk” der var tilknyttet. Og Stefan skulle virkelig tjekke ”idegrundlaget” når han kom hjem. På hjemmesiden som de lige havde ”launchet” (..,) Stefan stillede et par venlige spørgsmål, og efterhånden kom det frem at det var et eller andet nede i a-kassen. Magistrernes. Ned på Finsensvej. Der var en pulje der hed Innobooster, som man kunne søge som dagpengemodtager, og Christian havde fundet på noget som hed Stresskompaniet, som han forklarede som en blanding af konsulentvirksomhed og hardcore filosofi.”

Også kunst og litteraturmiljøet og Politiken-plus segmentet får nogle drøje hug. Her i form af Stefans svigermor, den bedrevidende Knirke, der tager billeder med sin iphone og følger med i Politikens litteraturtillæg:

”Ej, har du hørt om ham Theis Ørnehøj. Eller var det Ørnsbo? Men altså – det er sådan en helt ny tendens hvor der også er meget med miljøet. Altså hvor digtere virkelig kæmper for miljøet. Med deres digte. Du kan se det på Politikens hjemmeside også hvor han læser op. Han er blevet kendt på det. Det er en tendens.”

Den buemundede guitarfisk er et dyrekort, som Stefans ældste datter mangler i sin samling, og de må gå grueligt meget i gennem for denne fisk. De fleste forældre husker nok dyrekorts-bølgen for nogle år siden, og her er den taget til yderligheder. I virkelighedens verden er der tale om en underlig fisk fra Stillehavet. Guitarfisken bruger sine lange udvækster på hovedet til at forsvare sig med. Helt bogstaveligt kan den nikke sine fjender en skalle. Det magter Stefan til gengæld ikke. Hans personlige frigørelse og opgør består i at se porno på badeværelset og tage på druk og knalde med en yngre dame.

Der er meget ironi og humor i Zeuthens såkaldt prekære komedie, men også meget smerte og frustration. Forfatteren har med sine nu to romaner og med digtsamlingen ’Oliebål’ slået sig fast som en skarp satiriker over det moderne familieliv, den moderne mand og kunstner. Under læsningen må man på skift grine, krumme tæer og knibe en tåre. Der er intet epokegørende i at nærme sig de fyrre, men det gør ondt at erkende, at ungdommen er forbi og karriere og samliv ikke stod mål med drømmene. Dette beskriver Nikolaj Zeuthen uhyre præcist omend karikeret.

Bogdetaljer

Secondary title
En prekær komedie
Forlag
Rosinante
Faustnummer
53817890
ISBN
9788763852616
Antal sider
223

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer