Bog

Brugsen – en anderledes forretning?

Af (
2016
)

Anmeldelse

Brugsen – en anderledes forretning? Red. af Kristoffer Jensen

23 maj.16

En gedigen historisk gennemgang af den danske brugsbevægelse fra den spæde start i Thisted til det moderne Coop.

Bogen er et resultat af et uafhængigt forskningsprojekt, og redaktøren Kristoffer Jensen, der er museumsinspektør ved Danmarks Industrimuseum, har skrevet hovedparten af artiklerne. Opbygningen er kronologisk med indskudte temaartikler, og kildegrundlaget har især været brugsbevægelsens omfattende arkiver. Fokus ligger på tiden efter Anden Verdenskrig frem til opløsningen af Coop Norden i 2007. Brugsbevægelsen har dybe historiske og ideologiske rødder. Coop er i dag førende på det danske dagligvaremarked, men hvordan har man klaret at balancere mellem ideologi og benhård forretning? Det er netop fortællingen om Coop som forening og Coop som forretning, der er bogens omdrejningspunkt.

Brugsen adskiller sig fra andre virksomheder ved at være en andelsbevægelse med medlemsindflydelse, selv om indflydelsen med tiden er blevet begrænset. Brugsbevægelsen var i begyndelsen knyttet til andelsbevægelsen på landet, hvor pastor Sonne etablerede en af de første brugser i Thisted, hvor fælles indkøb sikrede bedre og billigere varer til medlemmerne. Med urbaniseringen udbredtes bevægelsen til byerne med tilknytning til fagbevægelsen.

Markedsvilkårene har undergået voldsomme forandringer i perioden. Brugsbevægelsen i Danmark har oplevet mange op- og nedture, men har klaret sig bedre end i andre lande. I bogen gives en vurdering af, hvordan bevægelsen har tacklet de forskellige vilkår, og hvad det har betydet for selvforståelsen. Der er langt fra de første brugser med direkte medlemsindflydelse til vore dages mastodont Coop med en central, professionel ledelse og større afstand til medlemmerne. Flere gange i historien har idealerne været under pres, men ideologien har alligevel overlevet i en eller anden form, fordi man har formået at kombinere den med at tjene penge.

Brugsbevægelsen har overlevet fejlslagne tiltag, som f.eks. forsøget på at etablere en forenet nordisk bevægelse, diverse finanskriser og skandalehistorier i ledelsen. Man har klaret at hoppe med på udviklingen med supermarkeder og kædebutikker. Ja selv discountbutik-konceptet er det lykkedes at integrere i bevægelsen. Coop er ifølge bogen stadig en anderledes forretning. Det folkeoplysende aspekt er således ikke helt forsvundet. Tænk blot på madpyramiden, der har bidt sig fast i danskernes bevidsthed, og på afløseren madmanifestet. Alligevel er det ikke en forretning, der kan tillade sig at hvile på laurbærrene. Der er plads til forbedringer, også i økonomien. Måske er det nye tiltag med Coop Bank en af vejene frem.

Det er en fagligt velfunderet og indbydende bog, hvis mange illustrationer fint underbygger teksten. Er man ikke til den grundige, detaljerede historie, kan man i stedet ty til den mere overkommelige og underholdende 'Vi mødes i Brugsen' af Kristian Ditlev Jensen.

Oprindeligt skrevet af Jytte Kjær Schou, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Samvirke
Faustnummer
52376513
ISBN
9788792949486
Antal sider
431

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer