Brud

Roman om splittelse mellem mænd og trang til at skabe en selvstændig tilværelse via kvindebevægelse og lesbisk forelskelse. 

Der var engang, hvor kønsroller, fastlåste kvindebilleder, skabt af opdragelse, normer og mænd blev skippet, og der blev eksperimenteret med at skabe nye kvindeidentiteter. Det var den tid, da pænhed og ufrihed kom op i lyset og blev erkendt som symptomer på undertrykkelse i stedet for naturnødvendig kvindelig livsform:
”Den lille daglige angst for ikke at være venlig nok, rigtig nok, huslig nok, sød nok, klog nok, smuk nok, kvinde nok”.

Sådan lyder det hos Bente Clod i 'Brud', der udkom første gang i 1977, og Bente Clod var én af meningsdannerne, for hun var så direkte og realistisk, når hun skrev. 'Brud' var én af de bøger, der blev læst og diskuteret i hele Norden som eksempel på bekendelsesgenre og kvindefrigørelse, og én af de bøger, som af modstandere foragteligt blev kaldt ”menstruationslitteratur”.

'Brud' er selvbiografisk og selvransagende; den fortæller om forfatterens vej til at blive forfatter og til lesbisk kærlighed, og den handler om opbrud, seksuelle brud, tøbrud, men ikke om at stå brud!!
Der er kvindeligt underliv, der er kamp mod ligegyldighed og vanetænkning, kamp mod et traditionelt livsmønster, og der er – især – anprisning af det kvindelige, herunder seksualitet kvinder imellem. Men det har sin pris og er ikke en nem proces at skifte fra heteroseksuel til lesbisk kærlighed. Bente opdager nemlig, at ”friheden”, uafhængigheden af de mænd, hun ellers har brugt så meget tid på at behage, er dyrt betalt – i form af ensomhed!

For os, der var unge med Bente Clod, var 'Brud' en vigtig bog, faktisk lidt af en begivenhed. Det var den første danske skildring af en kvindes udvikling via kvindebevægelse, Femø-lejre, lesbisk forelskelse og frem til en ny identitet. Det var nyt og grænseoverskridende at tale om kvinders underliv, om livmødre, menstruationer og orgasmer, selvom det hurtigt blev dagligdag, påvirket af alle de kvindelige forfattere, der skrev brugsbøger og bekendelseslitteratur om emnet.

Læst i dag er bogen mest et dokument fra en epoke, men det er da også en underholdende, levende fortalt historie om kærlighed og svigt, om den charmerende Gentofte-sagfører og den glade Jeanette med de brune rosinøjne, som Bente forelsker sig i.

Bogens budskab: at et kærligt fællesskab blandt veninder bærer oppe og gør stærk er nok stadig en god sandhed, også for unge kvinder i 2003. At bogen så er lige så narcissistisk og selvcentreret som den kvindebevægelse, den udspringer af, virker nok i dag noget historisk!

Men for mig var det en god oplevelse at genlæse Bente Clod, og nu hvor forfatteren i foråret 2003 har modtaget Kulturministeriets Børnebogspris, kunne man måske håbe på et paperback-genoptryk, også af denne titel fra det tidlige forfatterskab?

Jeg fik lyst til at græsse lidt hos Bente Clods kvindelige kolleger fra 70’erne: Charlotte Strandgaard, Dea Trier Mørch, Herdis Møllehave, Vita Andersen, Jette Drewsen. De betød sammen med de lidt mere teoretiserende forfattere som Suzanne Brøgger, Simone de Beauvoir, Germaine Greer, Maria Marcus m.fl. meget som identitetsafstivere for os der trængte og var åbne for budskabet!

God fornøjelse, også mænd er velkomne!