Bog

Brødre

Af (
2019
)

Anmeldelse

Brødre af Yu Hua

25 nov.19

Yu Huas mesterværk er på én gang en fantastisk røverhistorie og en barsk skildring af Kinas udvikling og Kulturrevolutionens fatale følger.

'Brødre' er en herlig mammutroman der følger livet i den – fiktive? - kinesiske by Luistad gennem fire årtier med fokus på de to papbrødre Song Gang og Glatnakke Li.

Glatnakke Lis far drukner bogstavelig talt i lort, da han er ved at udspionere kvindebagdele ved at hænge ned i et lokum på den anden side af skillevæggen mellem mande- og kvindelokummerne, kort før Li bliver født. Li gentager bedriften som 14-årig, men bliver afsløret og udstillet til spot og spe, men specielt en røv kan han ikke glemme.

Song Gang bor i en dejlig familie med en fantastisk far, der faktisk bjerger Lis fars lig fra latrinen og bærer det hjem til Lis mor. Nogle år senere dør Song Gangs mor af sygdom, og efter en tid finder de tos forældre sammen til et lykkeligt ægteskab og en fantastisk tid for drengene, der bliver uadskillelige indtil ...

Li er en overlever, der ofte kan vende enhver situation til egen fordel, mens Song Gang er den mere stille og tilbageholdende, men de danner et perfekt makkerpar. Li kan dog ikke glemme den lækre røv, der tilhører byens smukkeste ungmø, Lin Hong, og han besættes af hende – og tror i sin selvforblændelse at følelserne er gengældte.

Undervejs bliver han bestyrer af en besynderlig Velfærdsfabrik med 14 psykisk eller fysisk handicappede medarbejdere, og han får vendt den synkende skude til et profitabelt foretagende. Efter turbulente år ender han som byens og amtets rigeste mand, mens Song Gang sygner hen i arbejdsløshed, men i modsætning til Glatnakke Li har et perfekt ægteskab.

'Brødre' er en fantastisk røverhistorie med et meget broget og underholdende persongalleri og samtidig en barsk skildring af Kinas udvikling, hvor ikke mindst beskrivelsen af Kulturrevolutionen og dens fatale følger for nogle af de centrale skikkelser er næsten ubærlig læsning. Bedre, men knap så grusom, er beskrivelsen af, hvordan de frie markedskræfter kommer til at styre lokalsamfundet. Men først og fremmest er det en fremragende roman af en af Kinas betydeligste forfattere. Bogen kan virke skræmmende stor med sine knap 600 tætskrevne sider (den kinesiske original udkom da også i to bind), men sæt god tid af, for det er næsten umuligt ikke at blive grebet af det på en gang grotesk morsomme og tankevækkende hovedværk.

Bogdetaljer

Forlag
Klim
Oversætter
Sidse Laugesen
Faustnummer
46429303
ISBN
9788772041636
Antal sider
587

Brugernes anmeldelser

1 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
AfCarl Martin Jørgensen
lør, 07/05/2022 - 00:58

En fantastisk historie. Velskrevet og godt oversat. 

Hvornår blev originalen skrevet på kinesisk?