Bog

Borgmester ved et tilfælde

Af (
2003
)

Anmeldelse

Borgmester ved et tilfælde af John Stefan Olsen

Lån bogen på

"Jeg havde en underlig drøm i nat – jeg drømte, at jeg blev statsminister". Morten er el-installatør i Blegerød og har egentlig ikke dannet sig nogen mening om livet og da slet ikke om, hvordan en politiker kan påvirke andres liv og samfundet. Men da selve borgmesteren spørger Morten, om han vil stille op til næste kommunalvalg, husker han sin drøm og siger ja. Borgmesteren har brug for et nyt byrådsmedlem, som gerne skal komme fra byens østlige kant, hvor oppositionen står stærkt. En person uden politisk fortid og en person, han kan dirigere med, og som kan ændre magtfordelingen i byrådet.

Morten er familiefar og gift med Marianne, der er sekretær i uddannelsesvirksomheden Lotus. Lotus har netop mistet sin seniordirektør. Han blev skudt på en forretningsjagt med en svensker og to polakker – likvideret, viser det sig. Han havde ikke overholdt sine aftaler med de polske samarbejdspartnere.

Den ironiske og temmelig satiriske beskrivelse af firmaet Lotus, der på kurser lærer folk alt fra mere effektiv ledelse til at besvare telefonopkald med overbevisende venlighed, er et fund af humor og viser forfatterens mestring af sproglig underfundighed.

Borgmesteren løbetræner hver morgen for at hilse på vælgerne og for forhåbentligt at skaffe sig nye stemmer. Han tæller hver dag, om ruten har givet mange kontakter, og han har lært hos Lotus at trykke hånd med begge hænder, så den, han hilser på, kan føle sig som en særligt vigtig person.

John Stefan Olsen har en god, morsom og præcis replik. Hans roman får mig til at tænke på Jørgen Riel og Finn Søeborg omsat til vore dages Danmark. Men bedst genkendes forfatterens kvikke og underfundige replikskifte fra film som 'Strisser på Samsø', 'Taxa' og 'Krummerne', som han har været med til at skrive. Måske får vi borgmester Morten at se i biografen.

"Borgmester ved et tilfælde" er herlig, uforpligtende og morsom læsning – og der er frydefulde sekvenser, hvor man genkender kendte personer i let karikatur og aktuelle politikeres krumspring for at bevare taburetten og populariteten.

Lindhardt og Ringhof, 2003. 334 sider. Kr. 269,-
Se også litteraturlisten om samfundssatire

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
24793516
ISBN
9788759520604
Antal sider
334

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer