Bog

Blues for en lyserød sko

Af (
2007
)

Anmeldelse

Blues for en lyserød sko af Inge Eriksen

29 okt.07

Oh, at være europæer...  Stærke kvinder i hobetal befolker Eriksen-light roman om et Europa med porøse grænser.

Stærke kvinder er Inge Eriksens kendetegn, og her i "Blues for en lyserød sko" vrimler det med dem: Rosa, Scarlett, Maria, Kate, Molly, Fadila, Lone og mange flere. De er stærke, de er smukke, de er veluddannede og stort set velhavende. Deres største problem er det besvær, sikkerhedskontrollen i lufthavnene, som de jævnligt passerer, udgør. De få undtagelser er Sonia, som ikke hedder Sonia og bliver myrdet, og hendes morderske. Men ellers er de stærke - hele bundtet. Selv da Rosa bryder sammen, gør hun det stærkt!

Rosa fra Danmark og Scarlett fra England mødes under en ferie på La Gomera. Mordet på hotellets barpianist, serbiske Sonia med de lyserøde sko, ryster dem og ryster dem sammen. Trods aldersforskellen (20 år) bliver de venner, og de har da også en fælles referenceramme: Scarlett blev under blitzen evakueret fra London og skilt fra sin familie, mens Rosas familie måtte flygte fra Ungarn i 1956, da hun var seks år. Begge blev tvunget til at skifte miljø, begge måtte blive stærke for at klare sig. Og de ryger begge som skorstene og må derfor sidde udenfor og småfryse. Sådan skabes fællesskaber.

Vi følger dem og deres familier, til de et år senere igen mødes på La Gomera. Da er mordet på Sonia opklaret. Og meget andet er sket, men venskabet mellem de to supereuropæere består.

Jeg var begejstret for "En kvinde med hat" og så derfor frem til den nye 'Inge Eriksen' med stor forventning. Hun kan som få sætte vort danske snæversyn i perspektiv, men desværre levede "Blues for en lyserød sko" ikke op til mine forventninger. Den gæve nordjyde vil simpelthen for meget med bogen. Der langes ud til højre og venstre mod bl.a. integrationslovgivningen, flygtningepolitikken, Fort Europa, Irak-krigen - og især antirygelovgivningen.

Sproget er stift og opstyltet; personerne, der burde være interessante og vedkommende, er flade og stereotype. Det kunne have været en roman med et europæisk og globalt udsyn i stil med "En kvinde med hat", men desværre ... Det blev kun til et velment forsøg.

Kære Inge Eriksen! Skod smøgen, luft ud og få dit gamle udsyn tilbage!

Gyldendal, 2007. 212 sider .

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
26950236
ISBN
9788702062885
Antal sider
212

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer