Anmeldelse

Blinkende lygter af Tove Ditlevsen

Tove Ditlevsen var en lysende stjerne i nyere dansk litteratur; hun var folkelig og mange læsere kunne genkende aspekter fra deres eget liv i hendes digte og romaner.

I 1947 blev forfatterens tredje digtsamling ”Blinkende lygter” udgivet, og den solgte i omegnen af 10.000 eksemplarer, hvilket er et meget imponerende salgstal for en digtsamling. I nyere tid er det næsten kun forfattere som Lola Baidel eller Yahya Hassan, der har formået at sælge digte i samme omfang, men kun tiden vil vise, om disse forfatteres værker vil have lige så stor effekt på eftertidens læsere som Tove Ditlevsens digte har opnået.

Selvom ”Blinkende lygter” fik en del kritik da bogen udkom i 1947 synes jeg faktisk, at det er en ganske udmærket digtsamling. Det er ganske vist ikke Tove Ditlevsens bedste bog, men rosen fra Vesterbro har med ”Blinkende lygter” heller ikke skuffet sine læsere.

”Blinkende lygter” kredser om de samme emner som i Tove Ditlevens øvrige værker: angsten for ikke at slå til, frygten for at miste dem man elsker og de forskellige faser i et kvindeliv. Af en eller anden grund formår Tove Ditlevsen at skrive så læseren ikke oplever digtene som en gentagelse af tidligere tiders digte, og det synes jeg faktisk er noget af en bedrift set i lyset af hvor ofte disse emner blev brugt og genbrugt af forfatteren.

Langt de fleste af digtene er fine, især er jeg meget begejstret for titeldigtet ”Blinkende lygter”, hvor starten lyder:

”Blinkende lygter

I barndommens lange og dunkle nat

brænder små blinkende lygter

som spor, af erindringen efterladt,

mens hjertet fryser og flygter.

Her lyser din vildsomme kærlighed

fortabt gennem tågede nætter,

og alt hvad du siden elsked og led

har grænser som viljen sætter.

Den første sorg har et spinkelt skær

som en tåre der skælver i rummet,

kun den vil være dit hjerte nær,

når al anden sorg er forstummet.

Højt som en stjerne en vårlig nat

brænder din barnlige lykke,

du søgte den siden, men fik kun fat

dens flakkende sensommerskygge.

Din tro tog du med dig så lang af led,

for det var det første og sidste,

nu står den og brænder i mørket et sted,

og der er ikke mere at miste.”

Titeldigtet er et meget fint eksempel på, at rimene falder så naturligt, at man næsten ikke lægger mærke til rimene når man læser digtet. Jeg blev grebet af digtet, og sådan kunne jeg meget vel forestille mig, at andre læsere også vil have det når man læser det.

Mange af digtene er – som i forfatterens øvrige værker – selvbiografiske, hvilket medvirker til at give digtene ekstra troværdighed og styrke. Læseren kan næsten fornemme forfatterens frygt og angsten for at miste på egen krop, og selvom Tove Ditlevsen i det meste af sit forfatterskab tog afstand fra betegnelsen ”socialrealisme” vil jeg påstå, at digtene i ”Blinkende lygter” kan beskrives som netop socialrealistiske (og selvbiografiske).

Det må efterhånden være gået op for de stakler, der læser mine anmeldelser, at jeg er begejstret for socialrealisme og for bøger, der beskriver hverdagen for almindelige mennesker – og det kan derfor heller ikke være en overraskelse, at jeg var meget begejstret for ”Blinkende lygter”.

Jeg synes digtene er meget beskrivende, kort sagt synes jeg at der er tale om solidt håndværk, hvor det tydeligt skinner igennem, at forfatteren kunne sit håndværk.

”Blinkende lygter” er en menneskeklog bog fyldt med overbevisende digte, der i mange tilfælde har en sørgelig, men dog realistisk klang i sig. Selvom der er enkelte svipsere imellem er ”Blinkende lygter” stadig en læseværdig bog, som jeg bestemt vil anbefale andre at få fat i. Hvis man er til hverdagshistorier og socialrealisme vil man helt sikkert elske denne bog lige så højt som jeg gør.

Bogdetaljer

Forlag
Athenæum
Faustnummer
04246721
ISBN
0
Antal sider
71

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer