Bog

Bjergets skygge

Af (
2016
)

Anmeldelse

Bjergets skygge af Gregory David Roberts

13 maj.16

Bragende god fortsættelse af Shantaram. Alt flyder over med kærlighed til Bombay og alle de vidunderlige karakterer. En roman med filosofisk indsigt, som rammer dybt i hjertet.

’Vores sande hjerte, vores menneskelighed består i, at vi er forbundet på bedste vis af kærlighedens renhed, der ikke findes i nogen anden skabning’. Der er så mange skønne udsagn i denne roman, at man på må holde pauser for at suge det hele ind og fordøje i ro og mag. ’Bjerget skygge’ er en forunderlig blanding af aktion, bandekrig mellem Bombays mafia, dokumentfalskneri, nervepirrende smugleri til Sri Lanka og dybsindige filosofiske samtaler mellem hovedpersonen Lin og mange forskellige mennesker blandt andet guruen Idriss. Vi er i start firserne i et Bombay fyldt med backpackere, stoffer og sortbørshandel. Skæbnen er hård for de fleste, og enhver er sin egen lykkes smed i den korrupte millionby.

Lins personlighed er mere fremtrædende i ’Bjergets skygge’, hvor vi også får glædeligt gensyn med flere personer fra ’Shantaram’ som Lisa, Karla og Didier. Australske Lin er stadig eftersøgt for fængselsflugten men klarer sig under mafiaens beskyttelse og politibestikkelse. Penge kan lukke munden på alle, hvis man betaler nok. Utvivlsomt er meget af Lins historie lig Gregory David Roberts egen. Han er australier, tidligere heroinafhængig og dømt for røveri. Han flygtede i 1980 fra det australske fængsel til Indien, hvor han levede i ti år. Nu har han trukket sig tilbage fra offentligheden, for at fokus skal være på kunsten og ikke på hans person.  Forfatteren frasiger sig, at det er et udtalt autobiografisk værk og insisterer på, at alle karakterer er fiktive personer.

Uanset hvad er det, som ’Shantaram’, en fantastisk bog at læse. Den er velskrevet, og man kommer til at holde utroligt meget af Lin og hans forunderlige, sjove og skæve indiske som udenlandske venner. Det er intet problem at nyde bogen i mindre bidder, for det er en stor sag på knap 900 sider inddelt i femten dele, som hver især markerer en ny indtrædelse eller ansats til handlingen.

Åbn dit hjerte for Indiens skønhed og visdom – du vil ikke fortryde det med denne roman fyldt med substans, kærlighed og livsglæde!

Bogdetaljer

Forlag
NB Books
Oversætter
Nanna Birch
Faustnummer
52266416
ISBN
9788791955150
Antal sider
857

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer