Bog

Barndommens land

Af (
2013
)

Anmeldelse

Barndommens land af Helle Juhl

25 mar.14

Med kig i private fotoalbums og barndomsberetninger fra såvel kendte som ukendte skrives socialhistorie i øjenhøjde.

Med god sans for levende historiefortælling gør forfatter og kulturhistorisk formidler Helle Juhl det private alment og skildrer børns liv i Danmark gennem de sidste godt 100 år. I indledningen fortælles om tidernes skiftende syn på børn og barndommen, der med Børneloven fra 1905 første gang for alvor kom på dagsordenen. Et billede siger som bekendt mere end 1000 år, og især bogens mange fotos giver en let og underholdende indgang til stoffet.

Gennem temaer som fødsel og barnepleje, skoleliv, kønsroller og børnemagt illustreres det,  hvordan det danske samfund på tre generationer går fra at være fattigt, men børnerigt til at være et børnefattigt velfærdssamfund. Billeder og beretninger fra f.eks. en opvækst under usle vilkår i brunkulslejrene i Søby under 2. Verdenskrig griber en om hjertet, men der er ligeledes mange punkter, hvor man trækker på smilebåndet. Emner som polioepidemi og finnebørn, som man ikke selv har oplevet, kan man blive klogere på samtidig med, at man genkender sin egen barndom på tankevækkende vis.

Alle uanset baggrund har det til fælles, at de har været børn engang, hvorfor bogen er et oplagt udgangspunkt for samtale på tværs af generationerne. Mine egne forældre er fra en generation, hvor barndommen sluttede ved konfirmationen, når man blev sendt hjemmefra for at arbejde. Selv oplevede jeg det revolutionerende indtog af TV-apparatet i dagligstuen, mens mine egne børn betragter mig som et stenalderfund, når jeg fortæller om en barndom inden pc’en var opfundet.  

Baseret på grundig research begrunder forfatteren, hvordan materiel velstand ikke nødvendigvis gør barndommen til en paradisisk tilstand. Uanset de skiftende vilkår er det en evig udfordring at skabe det gode barneliv.

 

 

 

 

 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
50790401
ISBN
9788702151039
Antal sider
244

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer