Bog

Arvetanten

Af (
2010
)

Anmeldelse

Arvetanten af Simonetta Agnello Hornby

Spændende og billedmættet historisk roman fra 1800-tallets Sicilien. De fine og de fattige lever tæt sammen, som herskaber og tyender, men er alligevel langt fra hinanden – og dog…

Amalia Cuffaro har tilbragt mange år i den adelige familie Safamitas hus. Det fortæller hun i tilbageblik sin niece om. Men da ikke alle historier fra den adelige familie er passende for børneøre, er der en del, hun nøjes med at tænke. Men vi er, som læsere, mere heldige, for vi får det hele med.

Amalia kom til huset Safamita som amme for familiens datter, den lille baronesse Costanza, og blev siden hængende. Godt det sammen, for baby-baronessen havde i den grad brug for et omsorgsfuldt menneske. Hendes mor vil ikke rigtig have noget med hende at gøre. Hun havde ønsket sig en søn og får i stedet fået en rødhåret pige, som mange mistænker for at være en djævleunge.

Livet blandt de adelige er ikke så rosenrødt og sorgfrit, som det måtte se ud for de fattige. De sulter ikke, men de uskrevne regler for, hvad man gør og ikke gør, er mange, og prisen for at træde ved siden af kan være meget høj. Det står de fine herrer forholdsvis frit for at forgribe sig på hvem og hvad de måtte have lyst til, men de må ikke forelske sig, eller det der er værre. Der er en barsk og hård kamp om penge, ejendom og titler.

”Rebeller” kommer til og opildner bønderne til oprør. De adelige mister terræn, og mafiaen breder sig og stiller nye krav til de ”diplomatiske” evner. Oven i det er der bekymringer om passende partier, medgift og slægtens overlevelse. Romanen har mange nuancer og giver et fint indblik i samfundsudviklingen i datidens Sicilien.

Romanen er fuld af gode historier, underholdende og velskrevet. Alene navnene er en fornøjelse, og render man vild i, hvem der er hvem, kan man hente hjælp i et personindeks bag i bogen. Humoren er alt andet end højrøstet, men ligger alligevel som et fint underlag for hele fortællingen.

Alt i alt en meget vellykket og anbefalelsesværdig roman.

Oversat af Birgitte Grundtvig. Gyldendal, 2006. 422 sider. Kr 299,-

Bogdetaljer

Forlag
Biblioteksmedier
Oversætter
Birgitte Grundtvig
Faustnummer
26167183
ISBN
9788702036008
Antal sider
422

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer