Arcadia

Iain Pears’ multilineære app-roman er bygget op omkring ti karakterer med hver deres fortælletråd, og som læser kan du frit vælge, hvem du vil følge og hvor længe.

Iain Pears er en sand mester i at skabe fortællinger med indviklede narrative strukturer. Den britiske forfatter er særlig kendt for sine historiske spændingsromaner, hvoraf den mest berømte er 1997-bestselleren Vejskiltets Modbevis, som til dags dato er den eneste af Pears’ udgivelser, der er blevet æret med en dansk oversættelse. I 2015 udkom Arcadia, som først og fremmest er en app udviklet til ipad/iphone og sidenhen er der også kommet en reduceret udgave af værket i trykt format.

Arcadia er en engelsksproget digital roman, der udnytter app-formatet og hypertekstteknologien til at skabe en kompleks, multilineær fortælling. Handlingen udspiller sig i tre verdener og består af ti sammenvævede fortælletråde med hver deres hovedperson. For hver gang karaktererne krydser spor, har man mulighed for at skifte synsvinkel og følge en ny person i det videre forløb.

For at gøre det lettere at navigere er appen udstyret med et oversigtskort, der til enhver tid kan kaldes frem på skærmen og som lader læseren springe ubesværet rundt mellem de forskellige karakterer og kapitler. De forskelligfarvede tråde med trykbare punkter, der knopskyder fra et enkelt punkt og snor sig nedefter og mellem hinanden, leder tankerne hen på de kort, man finder i metroen eller S-toget. Kortet er både en æstetisk feature samt et uundværligt visuelt navigationsværktøj, der har stor betydning for den måde, man som læser tilegner sig fortællingen på.

Forskellige indgange

Det er altså helt op til læseren, hvilken karakter man ønsker at starte med. De ti fortælletråde kan sagtens læses fra ende til anden. Man behøver ikke at springe mellem karaktererne, og man behøver ikke læse alle ti tråde, da de hver især udgør et afgrænset handlingsforløb, som godt kan stå alene. Dog er de konstrueret således, at de samtidig indeholder information, der enten giver svar på nogle af mysterierne i de andre fortælletråde eller vender op og ned på de antagelser, man allerede har gjort sig. Derfor kan det være værdifuldt at orientere sig i mere end en enkelt fortælletråd.   

Vælger man at begynde med den mørkeblå tråd, starter man ud i 60’ernes Oxford, hvor man har mulighed for at følge den pensionerede litteraturprofessor og forhenværende Mi6-agent, Henry Lytten, der bedriver sine søndage i selskab med en lille gruppe litteraturelskere på den lokale pub, hvor han læser brudstykker fra den fantasyroman, han er i gang med at skrive.

Vælger man i stedet den lyserøde tråd, er synsvinklen henlagt til den højintelligente forsker, Angela Meerson, der bebor en dystopisk fremtid, hvor hun netop har opfundet en teknologi, der gør det muligt at rejse tilbage i tiden. For at undgå at hendes opfindelse falder i de forkerte hænder, flygter forskeren tilbage til det 20. århundrede, hvor hun møder professor Lytten. Her fortsætter hun sin forskning og baseret på optegnelser fra Lytten’s fantasyroman, formår hun at skabe en statisk simulation af professorens fiktive univers i en maskine, som hun gemmer i hans kælder.

Et tilfælde er dog skyld i, at nabopigen Rosie, en anden af værkets ti hovedkarakterer, går gennem portalen og ind i professorens fiktive univers. Universet, som bærer navnet Anterwold, har sine helt egne karakterer, fortællinger og intriger og snart står det klart for forskeren, at Rosie’s tilstedeværelse har aktiveret det simulerede univers til en grad, hvor det truer med at udslette den fremtid, hun selv kommer fra.  

Mellem virkelighed og fiktion

Arcadia er en roman, der genremæssigt byder på lidt af det hele: science fiction, fantasy, krimi, romance, historisk roman m.m. Det er en roman med en kompleks narrativ struktur, hvor der eksperimenteres med forskellige fortælleteknikker i form af konstante skift mellem nutids- og datidsform såvel som 1. persons-fortællere og 3. persons-fortællere.

På det tematiske plan er Arcadia et værk, der sætter spørgsmålstegn ved grænsen mellem virkelighed og fiktion. Den centrale tese er forestillingen om, at universet eksisterer i alle tænkelige varianter, men kun én af disse kan være virkelig ad gangen. Jo mere plausibel en variant bliver, jo større er sandsynligheden for, at den vil tage over og blive virkelig. I det øjeblik Rosie gik gennem portalen, overgik Anterwold fra at være en mulig verden til at være en reel verden. En reel verden, der har plads langt ude i fremtiden, efter en katastrofe næsten har udryddet menneskeheden. 

I takt med at trådene mødes, bliver det sværere og sværere at skelne mellem, hvad der er fiktivt og hvad der virkeligt, hvad der er årsag og hvad der er virkning. Fiktive begivenheder fra forfatterens skriverier finder sted for virkelige personer. Forvirringen bliver ikke mindre af Lytten’s sidebemærkning om, hvor foruroligende meget Angelas fremtid minder om den totalitære fremtidsstat, som en af kammeraterne fra pubben er i gang med at skrive om. ”There can only be one future,” pointerer Angela, hvortil Rosie indvender: ”How do you know yours is reality? Maybe it’s just a story as well?”

Intertekstualitet

At Arcadia en roman, der henter inspiration fra andre forfatter, lægges der ikke skjul på.   Hverken den fiktive karakter Lytten eller den virkelige forfatter Pears har i hvert fald nogen skrupler ved at låne og omskrive scener fra de store fantasyforfattere. Som eksempel på en af de mere påfaldende referencer kan nævnes Lewis Carroll’s Alice i Eventyrland, selvom det i Pears’ roman ikke er en kanin, men en kat, som leder Rosie gennem portalen.

Også J.R.R. Tolkien og C.S. Lewis har en særlig plads i Pears’ fiktive univers. Begge, får vi fortalt, er nemlig forhenværende medlemmer af Lytten’s litterære inderkreds, omend sidstnævnte bliver stærkt kritiseret for sine forstadsagtige trivialiteter samt ”(…) that bloody bore of a lion of his,” der ifølge Lytten nemt kan betragtes som litteraturens mest humorforladte væsen. ”Lewis tried to invent an entire world, and created only a middle-class English suburb with a few swords,” konkluderer han sarkastisk.

Arcadia er et værk, der tematiserer den skabende proces og bruger de mange intertekstuelle referencer til at sætte spørgsmålstegn ved forestillingen om originalitet. Så snart Rosie opdager, at hun befinder sig i Lytten’s fortælling, begynder hun at lægge mærke til alle de litterære referencer. ”You steal ideas from everyone,” siger hun anklagende til forfatteren, som forsvarer sig med, at alt han skriver uvilkårligt vil være farvet af det, han har læst gennem sit liv. Dermed inviteres også læseren til at være særlig opmærksom på det intertekstuelle lag. Hver en sætning kan potentielt være en reference og det afhænger af læserens litterære baggrund, hvilke referencer man fanger.

En moderne hypertekst

I Arcadia har læseren en fremtrædende rolle som medskaber af teksten. Læseren bliver en slags ’wreader’ (writer + reader), idet han/hun overtager noget af forfatterens arbejde i forhold til at fastlægge den rækkefølge, som kapitlerne skal læses i. Romanen kan dermed opfattes som en moderne udgave af den hypertekstfiktion, som i 90’erne blev begyndelsen på den digitale litteratur. Men hvor de klassiske hypertekster havde den ulempe, at man som læser nemt kunne fare vild i netværket af links, er Arcadia lavet sådan, at læseren altid har overblikket over fortællingen.

Arcadia er nemlig en roman, der udnytter det digitale medie til at skabe en læseoplevelse, der overskrider grænserne for, hvor meget information og hvor mange karakterer, man som læser kan holde styr på i forhold til en trykt roman. Det er udelukkende muligheden for at visualisering ved hjælp af kortet, der gør det muligt at bevare overblikket. På denne måde hjælper den digitale teknologi til at fremme læserens forståelse for den narrative struktur. Se bare kortets forskellige tråde og punkterne hvor de krydser hinanden!

I forbindelse med udgivelsen tilbage i 2015 udtalte Pears: ”I had reached the limit of my storytelling in book form and needed some new tools to get me to the next stage.” Processen fra ide til udgivelse tog ifølge forfatteren omkring fire et halvt år og efter at have arbejdet sig gennem flere forskellige forlæggere, designere, programmører samt en masse frustrationer undrer det ham ikke længere, at der ikke er flere forfattere, der tør kaste sig ud i eksperimenter med digital litteratur. Indtil videre er Arcadia Iain Pears’ eneste digitale udgivelse.

Af Tina Kaae Jensen