Bog

Almægtig

Af (
2011
)

Anmeldelse

Almægtig af John Arcudi

Hvordan ville det ikke være at have superkræfter? Dette spørgsmål, og især de omkostninger sådanne egenskaber ville føre med sig, besvares i denne lækre og fremragende graphic novel.
 
’Almægtig’ fortæller historien om de to brødre Eric og Hugh og deres bedste ven Sam. Tidligt i historien (vist gennem et tilbageblik til hovedpersonernes skoletid) optræder den ældste bror Eric som det store forbillede og den lysende beskytter, der redder Sam (som er sort) fra at blive slået til plukfisk af en gruppe racistiske medstuderende. Som årene går, forsvinder Erics dominerende status mere og mere, og Hugh overstråler snart sin storebror i kraft af et meningsfyldt arbejde og et godt og lykkeligt ægteskab. Sam og Hugh udvikler et tæt venskab, mens forholdet mellem de to brødre bliver mere og mere anstrengt. Eric, som driver formålsløst gennem tilværelsen, kan ikke klare, at lillebroderen tilsyneladende har et bedre liv end han.
Efter en voldsom eksplosion i byen, som egentlig burde have dræbt Eric, opstår han nu pludselig med superkræfter og som en rigtig helt. Og herfra udvikler historien sig – for bliver man egentlig mere lykkelig, et bedre menneske, mere menneskelig af at være uovervindelig?

Markedet vrimler med tegneserier om superhelte i diverse forskellige smarte tricots og med en række forskellige superkræfter. Man har før set historier, som er gået mere i dybden med disse heltes mere menneskelige sider, men sjældent så intenst, medrivende og tragisk som i denne historie.

Forfatteren John Arcudi beskriver fremragende, hvordan det ville være set fra et menneskeligt synspunkt at blive udstyret med superkræfter. Hvordan ville disse nye egenskaber påvirke følelser og relationer? Hvordan ville de psykiske påvirkninger se ud både på kort og langt sigt for en person, som pludselig så sig selv som noget ekstraordinært og enestående. Hvad gør et menneske menneskeligt?

Peter Snejbjerg illustrationer passer perfekt til historien, og især hans personer er tegnet så alle følelser og psykiske aspekter fremstår lysende og klare.

Bjarne Hansens farvelægning matcher til fulde fortællingens forskellige forløb og er samtidig med til at give både historie og illustrationer dybde og perspektiv.

Tegneseriekunst på højt plan, som anbefales på det varmeste.

Bogdetaljer

Forlag
G. Floy Studio
Oversætter
Peter Snejbjerg
Faustnummer
28990251
Graphic
Peter Snejbjerg
ISBN
9788791630712
Antal sider
193

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer