Bog

Aggression - en naturlig del af livet

Af (
2013
)

Anmeldelse

Aggression Jesper Juul

02 okt.13

Lærere, pædagoger, forældre og professionelle behandlere kan få megen stof til eftertanke i Jesper Juuls livskloge bog om en tabuiseret, almenmenneskelig følelse.

Jesper Juul er en internationalt anerkendt familieterapeut og forfatter til flere bøger, blandt andet ’Dit kompetente barn’. Han tilbyder ingen forkromet facitliste til børneopdragelse, og hans bog rummer ingen højtflyvende teorier, men jordnære, erfaringsbaserede refleksioner over et aspekt af børneopdragelse, belyst ved enkelte, konkrete eksempler.

Juul ser aggression som en naturlig følelse, der i sin positive form er en sund og nødvendig drivkraft i vores liv, mens den negative form kan eskalere i en voldsspiral. Det er den voksnes opgave at lære barnet at håndtere aggressioner konstruktivt, men det er vanskeligt i vores samfund, hvor aggressioner er tabuiserede. Børns naturlige aggressioner bliver problematiseret, og i værste fald bliver børnene ofre og sendes alt for hurtigt ind i behandlersystemet.

Juul ser på, hvor aggressionerne kommer fra, og hvordan de kommer til udtryk. For at kunne hjælpe barnet

må den voksne være parat til at se kritisk på sig selv og sine reaktioner. Vejen frem går gennem dialog med barnet præget af ærlig nysgerrighed og interesse og en anerkendelse af barnet, som det nu engang er, samt en støttende, personlig feedback.

Ingen ønsker sig voldelige børn, vi drømmer vel alle om, at vores børn skal udvikle sig til empatiske mennesker med en sund selvfølelse. Men det er ikke noget, der kommer af sig selv. Det kræver empatiske voksne, der lader børnene lære deres egne og andres følelser at kende i en tryg atmosfære.

Juuls tanker kan være banebrydende i mange pædagogiske og behandlingsmæssige sammenhænge, hvor man i udbredt omfang fokuserer på aggressionerne og ikke på barnet bag ved. Også forældre kan blive klogere. Som kvinde og mor til sønner kan jeg genkende min egen frygt for aggressioner. Nu kan jeg tage det lidt mere roligt, når mit treårige barnebarn af hankøn af og til viser sin jalousi og sine aggressioner over for lillesøster for fuld udblæsning.

Den ultimativt bedste børneopdragelse er endnu ikke opfundet og bliver det selvfølgelig heller aldrig. Børneopdragelse er ikke nogen statisk størrelse, men udvikler sig hele tiden. Juuls bog er et frugtbart skridt på vejen. Jordnær, erfaringsbaseret og hvilende på et sympatisk menneskesyn. Befriende blottet for indviklet fagsprog vil den kunne læses af alle interesserede.

Bogdetaljer

Forlag
Akademisk Forlag
Oversætter
Lone Østerlind
Faustnummer
50631443
ISBN
9788711377512
Antal sider
159

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer