Journalisterne Maise Njor og Camilla Stockmann kendte ikke hinanden. Trods det mailede de sammen igennem et år og det er der kommet brevvekslingen "Michael Laudrups tænder" ud af.
Hvor ærlig og udleverende skal man være i denne moderne form for “brevroman”, som "Michael Laudrups tænder" er?
Man skal forsøge at gå så langt, man overhovedet kan. Det var en del af udfordringen og projektets motor, at Maise og jeg var ærlige – også dér hvor det gjorde ondt. For bagefter kommer rummeligheden, og man opdager, at de rammer, vi som kvinder sætter for os selv ikke behøver at være så snævre. Hvis vi f.eks. havde løjet os mere tjekkede eller censureret i manuskriptet bagefter og slebet alle kanterne til, så vi fremstod som to velfunderede overskudsmennesker med upåklagelige evner ud i hoved- og bisætninger, var projektet mislykkedes. Så havde vi ikke givet læserne noget med, de kunne bruge.
I skrev bogen ved at e-maile sammen igennem 1 år. Hvorfor var det vigtigt at I ikke mødtes i denne periode?
At mødes i virkeligheden og f.eks. spørge ”bruger du mælk i kaffen?” forekom som en hindring for den intimitet, vi opbyggede i brevene. Det var nemmere at gå tæt på hinanden, hvis vi rent fysisk var på afstand. Skriften er jo fantastisk på den måde: Man kan tale til hinanden fra steder i sjælen, som er helt tyste, og som er mere sårbare end talestrømmen.
Vi kom faktisk ved en tilfældighed til at mødes på Roskilde Festival i løbet af det år, vi skrev bogen: Vi stod i en toiletkø og ventede, og pludselig vendte Maise sig om – og der blev det tydeligt, at vi var meget bedre sammen på skrift. Vi nærmest skreg, da vi så hinanden og gik rundt om os selv, og så løb jeg videre til en anden toiletkø. Men nu kan vi godt mødes, og det er rigtig dejligt.
Er der et nyfeministisk anstrøg i bogen?
Maise og jeg er vel feminister i den forstand, at vi diskuterer, hvordan vi skal løse de problemer, der er forbundet med vores køn. Og vi er feminister i den forstand, at vi anerkender, at der ikke er formel ligestilling, og at det er et demokratisk problem. Men jeg tror hverken, Maise eller jeg definerer os som nyfeminister. Det ord blev misbrugt for nogle år siden, da der udkom flere antologier, som jeg personligt ikke var helt tosset med, fordi jeg syntes, at forfatterne havde en tendens til at forskyde fokus fra den egentlige sag. Pludselig blev det meget klynkeagtigt og ukonstruktivt. Jeg tror, at både Maise og jeg vægrer os ved at få påduttet en offerrolle, som vi ikke kan identificere os med. Vores metode er mere selvransagende end egentlig mandefjendsk. Og det kan sikkert også støde nogen.
Hvad har hovedsigtet været med at skrive bogen?
Vi ville jo genre have, at læserne både grinede af os – og at læserne grinede med os. Men vi havde ikke på forhånd formuleret et manifest – og vi anede jo ikke før sent i processen, om Gyldendal ville udgive bogen. Men jeg tror, at vi undervejs kunne fornemme, at vi – ud over at more os selv med at skrive - måske kunne ramme nogle læsere, fordi vi skriver om letgenkendelige problemstillinger såsom sexlyst, mødre, madpakker … og døde fugle.
Anmelderne har svært ved at finde en genrebetegnelse for “Michael Laudrups tænder”. Hvilken betegnelse vil I selv sætte på den?
Vores undertitel er jo ’En korrespondance’, og det ord dækker meget godt, hvad vores bog er for en størrelse. Det er en brevveksling i klassisk forstand, hvor det undervejs sker en udvikling, fordi vi går fra slet ikke at kende hinanden til at kende hinanden rigtig, rigtig godt.
Hvorved adskiller “Michael Laudrups tænder” sig fra bøger som “Nynnes dagbog” og “Bridget Jones’ dagbog”?
Den store forskel er, at vores bog er non-fiktion. De to andre bøger, du nævner, er opbygget som romaner med fiktive hovedpersoner. Da vi havde afleveret manuskriptet foreslog en af redaktørerne på Gyldendal, at vi skrev vores manuskript igennem således, at vores bog blev fiktion. Det var et godt og konstruktivt forslag, men Maise og jeg var begge meget imod. Fiktion forekom pludselig gratis, og vi ville gerne give vores blufærdighed modspil og sige: ”Hey, jeg indrømmer, at jeg tissede i bukserne på Oehlenschlagersgade”, og ”hey, jeg indrømmer, at jeg har mistet min libido, fordi jeg har arbejdet for meget den sidste måned”.
af bibliotekar Gitte Buur Rasmussen, Århus Kommunes Biblioteker
Artikel
Sexlyst, mødre, madpakker og døde fugle. Interview med Camilla Stockmann
Journalisterne Maise Njor og Camilla Stockmann kendte ikke hinanden. Trods det mailede de sammen igennem et år og det er der kommet brevvekslingen "Michael Laudrups tænder" ud af.
Hvor ærlig og udleverende skal man være i denne moderne form for “brevroman”, som "Michael Laudrups tænder" er?
Man skal forsøge at gå så langt, man overhovedet kan. Det var en del af udfordringen og projektets motor, at Maise og jeg var ærlige – også dér hvor det gjorde ondt. For bagefter kommer rummeligheden, og man opdager, at de rammer, vi som kvinder sætter for os selv ikke behøver at være så snævre. Hvis vi f.eks. havde løjet os mere tjekkede eller censureret i manuskriptet bagefter og slebet alle kanterne til, så vi fremstod som to velfunderede overskudsmennesker med upåklagelige evner ud i hoved- og bisætninger, var projektet mislykkedes. Så havde vi ikke givet læserne noget med, de kunne bruge.
I skrev bogen ved at e-maile sammen igennem 1 år. Hvorfor var det vigtigt at I ikke mødtes i denne periode?
At mødes i virkeligheden og f.eks. spørge ”bruger du mælk i kaffen?” forekom som en hindring for den intimitet, vi opbyggede i brevene. Det var nemmere at gå tæt på hinanden, hvis vi rent fysisk var på afstand. Skriften er jo fantastisk på den måde: Man kan tale til hinanden fra steder i sjælen, som er helt tyste, og som er mere sårbare end talestrømmen.
Vi kom faktisk ved en tilfældighed til at mødes på Roskilde Festival i løbet af det år, vi skrev bogen: Vi stod i en toiletkø og ventede, og pludselig vendte Maise sig om – og der blev det tydeligt, at vi var meget bedre sammen på skrift. Vi nærmest skreg, da vi så hinanden og gik rundt om os selv, og så løb jeg videre til en anden toiletkø. Men nu kan vi godt mødes, og det er rigtig dejligt.
Er der et nyfeministisk anstrøg i bogen?
Maise og jeg er vel feminister i den forstand, at vi diskuterer, hvordan vi skal løse de problemer, der er forbundet med vores køn. Og vi er feminister i den forstand, at vi anerkender, at der ikke er formel ligestilling, og at det er et demokratisk problem. Men jeg tror hverken, Maise eller jeg definerer os som nyfeminister. Det ord blev misbrugt for nogle år siden, da der udkom flere antologier, som jeg personligt ikke var helt tosset med, fordi jeg syntes, at forfatterne havde en tendens til at forskyde fokus fra den egentlige sag. Pludselig blev det meget klynkeagtigt og ukonstruktivt. Jeg tror, at både Maise og jeg vægrer os ved at få påduttet en offerrolle, som vi ikke kan identificere os med. Vores metode er mere selvransagende end egentlig mandefjendsk. Og det kan sikkert også støde nogen.
Hvad har hovedsigtet været med at skrive bogen?
Vi ville jo genre have, at læserne både grinede af os – og at læserne grinede med os. Men vi havde ikke på forhånd formuleret et manifest – og vi anede jo ikke før sent i processen, om Gyldendal ville udgive bogen. Men jeg tror, at vi undervejs kunne fornemme, at vi – ud over at more os selv med at skrive - måske kunne ramme nogle læsere, fordi vi skriver om letgenkendelige problemstillinger såsom sexlyst, mødre, madpakker … og døde fugle.
Anmelderne har svært ved at finde en genrebetegnelse for “Michael Laudrups tænder”. Hvilken betegnelse vil I selv sætte på den?
Vores undertitel er jo ’En korrespondance’, og det ord dækker meget godt, hvad vores bog er for en størrelse. Det er en brevveksling i klassisk forstand, hvor det undervejs sker en udvikling, fordi vi går fra slet ikke at kende hinanden til at kende hinanden rigtig, rigtig godt.
Hvorved adskiller “Michael Laudrups tænder” sig fra bøger som “Nynnes dagbog” og “Bridget Jones’ dagbog”?
Den store forskel er, at vores bog er non-fiktion. De to andre bøger, du nævner, er opbygget som romaner med fiktive hovedpersoner. Da vi havde afleveret manuskriptet foreslog en af redaktørerne på Gyldendal, at vi skrev vores manuskript igennem således, at vores bog blev fiktion. Det var et godt og konstruktivt forslag, men Maise og jeg var begge meget imod. Fiktion forekom pludselig gratis, og vi ville gerne give vores blufærdighed modspil og sige: ”Hey, jeg indrømmer, at jeg tissede i bukserne på Oehlenschlagersgade”, og ”hey, jeg indrømmer, at jeg har mistet min libido, fordi jeg har arbejdet for meget den sidste måned”.
af bibliotekar Gitte Buur Rasmussen, Århus Kommunes Biblioteker
Kommentarer