Steinbecks omfangsrige forfatterskab emmer af et verdens- og menneskesyn som er grundlæggende optimistisk, kærligt og indstillet på at forstå og beskrive mennesket i al dets vidunderlige ufuldkommenhed og stræben mod noget bedre.
I byen Salinas, i den nordlige del af Californien, er det lokale bibliotek i dag opkaldt efter den nobelprisvindende tekstmester John Steinbeck. På den ene side et ganske oplagt valg, siden det nu en gang er forfatterens hjemstavn, og man altid må forvente en vis H.C. Andersen-effekt i den slags sammenhænge. På den anden side er det værd at bemærke, fordi det netop var uden for dette lokal-bibliotek man brændte hans bøger, som en protest mod hans barske skildring af de californiske bønder i romanen ’Vredens druer’.
I den roman skrev han blandet andet om Salinas-bøndernes udspekulerede forsøg på at holde priserne på deres varer kunstigt høje ved at brænde afgrøderne og på at presse lønnen ned ved at lokke flere arbejdere til, end man havde brug for. Indbyggerne i hans barndoms by, kvitterede ved at brænde hans bøger foran det lokale bibliotek og udstøde ham af samfundet.
Det bibliotek blev siden revet ned, og et nyt blev bygget i dets sted, som fik navnet ”The John Steinbeck Library”. Det ligger tæt på ”The National Steinbeck Center” hvor hele hans forfatterskabet i dag er på udstilling, lige fra drengedrømmene til nobelprisen.
Der er noget umiskendeligt Steinbeck’sk over den historie, for den rummer på én gang en stærk menneskelig dramatik og en poetisk optimisme, som giver den sit helt eget satiriske glimt i øjet.
Scenen med bog-bålene foran biblioteket, med alt hvad de symboliserer, kunne have optrådt helt uændret i ’Vredens druer’, ved siden af bålene med de afgrøder som de californiske storbønder stikker ild på for at holde prisen kunstigt høj. Modsat kunne den efterfølgende ironiske konstruktion af Steinbeck-Biblioteket have fungeret fint som en af de mange anekdotiske episoder i romanen ’Et mægtigt gilde’, hvor folk og fæ i Monterey-bydelen ”Cannery row” (en anden lokalitet der har fået lidt af en renæssance efter at være blevet forfremmet til litterært åsted) skildres med kærlig pen, med deres forskellige utilstrækkeligheder.
Steinbeck havde altid drømt om at gøre sin barndoms dal til allemandseje, som han skrev i 1933 til en ven:
”Jeg tror jeg godt kunne tænke mig at skrive hele denne dals historie, om de små byer, gårdene og rancherne i de vildere bjerge, jeg vil gøre det så det kommer til at blive hele verdens dal”.
Som sagt så gjort. Det er netop i og omkring Salinas at langt størstedelen af hans romaner foregår. Selv om de handler om menneskeheden i langt mere global forstand. Hovedpersonerne befinder sig som regel på bunden af samfundet, og fortællingerne har altid medmenneskeligheden som hovedperson. Også selv om det ikke altid ender lykkeligt for den. Steinbecks karakterer elsker måske ikke altid hinanden, men man kan mærke at deres forfatter gør – eller at han i det mindste er villig til at gøre det. Han skildrer os mennesker som vi er, i al vores ufuldkommenhed og snublende stræben mod at være bedre end vi er, og han gør det med en enestående evne for refleksion over hvorfor det både lykkes og mislykkes.
Dette menneskesyn er med til at sørge for at Steinbecks prosa på én gang forekommer poetisk og præcis. Både når han skildrer grusomhed og godhed, for begge dele gøres med forståelse. Der bliver hverken undskyldt eller bortforklaret, blot forstået. Eller, der bliver i hvert fald gjort et ærligt forsøg på det.
I en roman som ’På rejse med Charley’, hvor det er forfatteren selv der optræder på bogens sider, i selskab med den franske puddelhund Charley, underkaster han også sine egne fordomme og mangler et kritisk blik. Denne sans for at se på andre som man ser på sig selv, kan muligvis få Steinbecks forfatterskab til at forekomme banalt, og det er det nok også på sin vis. Men det er måske netop den slags reflekterede banalitet der er brug for, i en verden befolket af forskellige grupper, der lukker sig om sig selv, imens de diskuterer med stråmænd og stikker ild til hinandens bøger.
Derfor skal du læse Steinbeck
Steinbecks prosa er på én gang poetisk og præcis, men først og fremmest er den slående sand. Både når den skildrer grusomhed og godhed, for begge dele gøres med forståelse. Der bliver hverken undskyldt eller bortforklaret, blot forstået. Personerne i hans bøger elsker måske ikke altid hinanden, men man kan mærke at deres forfatter gør – eller i al fald at han er villig til at gøre det. Han skildrer os mennesker som vi er, i al vores ufuldkommenhed og snublende stræben efter at være bedre end det, eller bare finde ro. Og han gør det med en enestående evne for refleksion over hvorfor det både lykkes og mislykkes. Tilsat en stærk evne for både at fortælle en solid historie i det lange løb, og samtidigt lade hver sætning være en lille eksistentiel prisme, er det med til at sikre, at man føler sig i enormt godt selskab, hver gang man åbner én af hans bøger.
Kommentarer