Da de tyske tropper i starten af 2. Verdenskrig ankom til Wien blev de hyldet af den del af befolkningen, der så dem som deres befriere. Mange jøder var allerede rejst til udlandet, men en stor del af dem, der blev tilbage "forsvandt", og da Østrigs indlemmelse i det stortyske rige senere blev hævet, var den jødiske kultur i Wien nærmest ikke-eksisterende i forhold til før. Det var netop det jødiske miljø i Wien, som mange af de nyskabende kunstnere omkring 1890 og i tiden frem stammede fra.
Det er svært at forestille sig en kunst, hvor både form og indhold ligger fjernere fra nazismens ideologi og æstetik, end den der netop voksede frem i Wien i slutningen af 1800-tallet, hvad enten det gælder jødiske eller ikke jødiske kunstnere. Ser man på den tyske nationalsocialismens propaganda, er det idealer som kernefamiliens idyl som statens fundament eller sunde, stærke unge mennesker, der skal bære landet fremad, der falder i øjnene. Indenfor den nazistiske ungdomsbevægelse talte man om "Kraft durch Freude" – altså styrke gennem glæde.
Det var optimismen og ungdommens styrke, der var idealet. Begrebet entartete Kunst kom til at gælde modsætningen, fordi man netop i kunstretninger som ekspressionismen og fin de siecle kunsten ofte fremstiller kroppen som deformeret eller dæmonisk.
En maler som Gustav Klimt (1862-1918) valgte netop at fremstille kvindens kropslighed som både erotisk og dæmonisk. Han startede ganske vist som traditionel historisk maler med blandt andet at lave billeder til det store Burgtheater i Wien, men han blev hurtigt træt af de borgerlige idealer og engagerede sig i kunstbevægelsen die Jungen, hvor man nu ville lave en helt ny kunst uden historiske motiver eller naturalistisk fremstilling. I 1897 stiftede han Secession, hvis ideal var at kunsten skulle kunne fungere som regeneration og tilflugtssted for det moderne menneske.
Det æstetiske liv som tilflugtssted var en tanke kunstnerne havde fra Schopenhauer, der mente at man ved at betragte kunsten kunne opnå en ro, der gjorde at man stod udenfor smerten ved at leve i verden med al dens sorg og lidenskaber. Men det er nu et livssyn, der aldrig rigtigt overtages helt af Klimt – han er egentlig mere optaget af at gøre op med den borgerlige snerpethed og derfor vil man kigge forgæves efter en schopenhauersk ro i hans billeder.
Klimt – og for den sags skyld resten af fin de siecle kunsten – har nemlig en stor kærlighed til det morbide: man vil helst blande emner som død og erotik på meget konkrete måder. Derfor kan man også tit finde billeder af Salome, der danser en sensuel dans om Johannes Døberens afhuggede hoved eller for den sags skyld den jødiske heltinde Judith, der holder hærlederen Holofernes´ afskårne hoved mens hun ser forførende ud af billedet.
Stefan Zweig (1881-1942) beskriver det litterære miljø i Wien i Verden af i går (udgivet 1942). Byen var en kulturmetropol, man var internationalt orienteret i kunstmiljøet og selv det brede borgerskab fulgte levende med i teaterverdenen. Zweig beskriver, hvordan det især var det jødiske borgerskab som han selv tilhørte, der støttede kunst og kultur med økonomiske midler.
Man kan se det i sammenhæng med, at folk af jødisk afstamning i Østrig nu fik flere privilegier end før, blandt andet fik de lov til at have forskellige erhverv, der før havde været forbudt for dem. Af den grund kunne de flytte ud af ghettoen i f.eks. Prag og blive en del af borgerskabet, hvis kulturelle interesser de så selvfølgelig ønskede at støtte.
Én debutant i året 1890 skabte en særlig opmærksomhed for sin sprogfornemmelse, skriver Stefan Zweig i sine erindringer, og det var en digter, der skrev under pseudonymet Loris. Kunstkritikeren Hermann Bahr havde aftalt et møde med denne Loris på en café og mens han ventede på ham, kom der en 16-årig dreng i korte bukser hen til ham og præsenterede sig som Hofmannsthal. Det var ham, der var Loris, og altså ikke en voksen mand med stor livserfaring, sådan som Hermann Bahr havde troet!
Hugo von Hofmannsthal (1874-1929) var både lyriker, dramatiker og skrev også tekster til Richard Strauss´ operaer, for eksempel Rosenkavaleren. Som syttenårig debuterede han som dramatiker med stykket I Går og året efter, i 1892, kom Tizians død. Stykket Tizians død handler om den sidste dag i den 99-årige malers liv og hvordan dødsprocessen også hænger sammen med en særlig kreativ skaberevne – Tizian maler et billede inden han dør.
Sammenhængen mellem kunsten og døden er et vigtigt tema i denne kulturperiode og man kan finde noget lignende i Hofmannsthals stykke fra 1893, Dåren og Døden. Hovedpersonen Claudio er ved at dø, og det er netop på det tidspunkt han er i stand til at høre den særlige musik, døden spiller.
Det er en vigtig pointe i stykket at Claudio, som ikke føler at han nogensinde har levet rigtigt, først får oplevelsen af at leve nu, i det øjeblik der ligger lige før han falder død om. "Man mærker først rigtigt livet, når man konkret har døden i sig" – det er den filosofiske pointe, som i øvrigt også findes i Rainer Maria Rilkes roman Malte Laurids Brigges Optegnelser (1910) og i mange af Thomas Manns romaner.
Arthur Schnitzler (1862-1931) tilhørte også det jødiske borgerskab i Wien, ligesom i øvrigt Sigmund Freud gjorde. Schnitzler interesserede sig meget for menneskets bevidsthed og de psykologiske mekanismer. Det er noget man især kan se i den lille roman Løjtnant Gustl (1900) og Drømmenovelle.
Det er også i Løjtnant Gustl, at man for første gang ser en historie fortalt udelukkende ved hjælp af en indre monolog, det vil sige at man konstant følger hovedpersonens tanker, følelser og associationer. Læseren kommer altså til at følge Gustl i døgnet før han skal duellere og især hans angstreaktioner i forhold til om han vil dø. Men i det hele taget er interessen for det psykologiske typisk for perioden.
Da Hitlers Tyskland overtog magten i Østrig, blev Wien forvandlet fra at have været en internationalt orienteret metropol til at være en by i den tyske provins. Sammen med meget andet forsvandt det kulturelle miljø stort set, eller fortsatte i eksil forskellige steder i verden.
Stefan Zweig begik selvmord 1942, hans gamle verden var forsvundet med den Anden Verdenskrigs begyndelse, og han fandt sig vel aldrig rigtig tilrette i den nye.
Af Lisbet Lassen. cand. mag.
Kommentarer