Af forfatter Janne Teller
Skolet af halvfjerdsernes vidensløse pædagogik, og efter et halvt livs slid med indhentning af alt det jeg ikke fik lært i skoletiden, er jeg absolut enig i behovet for en kanon, så man ikke som mange i min generation kan forlade skolen uden at have stiftet bekendtskab med et mindstemål af klassiske værker, og uden indsigt i de tanker og den kultur- og sprogudvikling der ligger til grund for vort samfund i dag.
Problemet er blot at kanonudvalgets kommisorium synes at have tvunget dette til at blande en række præmisser og kriterier, fra kvalitet til historisk repræsentation og pædagogik, samtidigt med at tidspresset har forhindret en egentlig revurdering af de kandiderende forfatterskaber. Resultatet er obligatorisk og anbefalede lister af uomgængelige store klassikere, der spædes op med mere elevtilgængelige eller nationalt sociohistoriske forfatterskaber – og som samtidigt lider under en række udeladelser, hovedsagligt af kvindelige samt internationale klassikere.
En kanon er ikke blot et alment dannende men også et ideologisk redskab, der skoler elevernes indsigt i og dermed også deres fremtidige syn på samfundets og deres egen kulturhistoriske identitet. Den ideologi som kanonforslaget tilsigtet eller utilsigtet støtter – med 1 kvinde ud af 14 forfattere på den obligatoriske liste, og fire kvinder ud af i alt 40 nævnte forfatterskaber, og med kun et udenlandsk forfatterskab (Ibsen) – er desværre rungende patriarkalsk og nationalistisk.
Kvindelige klassikere
Der er tre indbyrdes uafhængige begrundelser for at indføre et antal af de væsentligste klassiske kvindelige forfattere i kanon: For det første, deres store litterære kvalitet i sig selv. For det andet, den kolossale historiske betydning disse forfattere har haft – få ting har over de sidste 100-200 år været mere revolutionerende for hele den danske samfundsstruktur end kønnenes ligestilling. Og for det tredje, den mulighed for identitetsspejling igennem kvindelige forfattere, som elever af hunkøn har behov for (og elever af hankøn nok har godt af) under deres skolegang.
Mange fagfolk har påpeget en række kvindelige klassikere, der burde have været selvskrevne på forskellige niveauer i en kanon, heriblandt: Leonora Christina, Dorothea Biehl, Thomasine Gyllembourg, Mathilde Fibiger, Agnes Henningsen, Amalie Skram, Sonja Hauberg, og Karin Michaelis, ligesom flere begrunder hvorfor både Inger Christensen og Tove Ditlevsen hører til på den obligatoriske og ikke blot på den anbefalede liste.
Kanonudvalgets formand, Jørn Lund, argumenter rigtignok, at man ikke kan omskrive 800 års historie af mandsdominans. Men man kan imidlertid vise, at vi i dag er nået frem til år 2004, og er villige til at forstå, retfærdigt værdsætte og videreformidle hvad nogle få imponerende kvinder gennem historien og mod alle odds har været i stand til at bedrive litterært. Kanonudvalget har jo ikke valgt de 15 (samt 25 anbefalede) ’bedste’ forfattere over al tid, men et tidsdækkende repræsentativt udvalg, og de lægger i deres rapport stor vægt på forfatternes betydning i en historisk sammenhæng, samt i de fleste tilfælde den sociale indignation. Netop sådanne kriterier gør det endnu mere uomgængeligt at de kvindelige klassikere hører til på listen.
Internationale klassikere
Mange har også argumenteret for nødvendigheden af at inddrage de internationale forfattere, fordi litteratur altid bliver til i et internationalt rum. Ingen forfatter er en nationalt isoleret ø, men vil altid være påvirket af en hel omverdens litterære arv, og indgå i en dialektisk sammenhæng med sin samtids verdenslitteratur. Således bør forfattere som Sappho, Dante, Shakespeare, Goethe, Woolf og mange flere, ikke blot henvises til sprogundervisningen, men inddrages i den almindelige danskundervisning.
Hvis ikke eleverne får en forståelse for hvorledes den danske kultur er udviklet i kontinuerlig interaktion med andre kulturer, og i hvor høj grad vore store tænkere og forfattere står i gæld til udlandets store tænkere og kunstnere, hvordan skal de så kunne forstå sammenhængene i den globale verden, de i dag skal gebærde sig i?
Ønsker man virkelig for enhver pris at underbygge den absurde danske bedreværdsfølelse?
Undervisning og tid
At hævde at fordi kanonlisten kun skal dække dele af undervisningen, kan dansklærerne blot inddrage de internationale og kvindelige klassikere i andre sammenhænge, er underminerende for selve argumentet om en kanon. Med en sådan tillid til dansklærernes overblik og tid til at vælge de væsentligste fx kvindelige klassikere, burde lærerne også menes i stand til selv at vælge de mest relevante mandlige danske klassikere (som jo er meget mere almenkendte). Derfor må kanon enten være omfattende nok til at inddrage alle de vægtigste klassiske forfatterskaber, mandlige, kvindelige og internationale, eller også falder meningen med en kanon bort.
At folkeskolen lider under manglende tid og ressourcer, og at faget dansk derfor også er nødsaget til at dække historieundervisning og alskens andet, kan ikke løses via en kanon, men kun ved at opprioritere skolen som sådan.
En revideret kanon
I stedet for defensivt at fastholde at det fremkomne kanonforslag er det bedste af alle mulige, hvorfor så ikke gribe chancen og på grundlag af udvalgets eget oplæg til en dynamisk kanonforståelse, allerede nu, inden kanon gøres til pensum, revidere og fuldstændiggøre listerne i overensstemmelse med nogle af de argumenter der er fremført i debatten? Idéen med at opdele kanon i flere niveauer er fremragende og gør det nemt at foretage den nødvendige revision. Måske det tilmed kan understreges gennem en yderligere opdeling, at der findes to former for kanon: en rent kvalitetsbaseret, litterær kanon, og en historisk repræsentativ, undervisningsegnet kanon.
Eller er det virkelig utopi at håbe på, at kanondebatten kan give anledning til en revurdering af vores indlærte forhistoriske, patriarkalske, isolationistiske og selvforherlignede klassikeropfattelse?
Besøg Janne Tellers hjemmeside
Kommentarer