Når man taler om fatasy, er der én forfatter, der fremstår som den absolutte urfader. Det drejer sig, som man måske kunne gætte, om J.R.R. Tolkien (1892-1973), hvis superklassikere Hobitten (1937) og Ringenes Herre (1955) nærmest er synonyme med fantasy overhovedet.
Tolkiens romaner om hobitterne Bilbo og Frodo Sækker og deres venner har været enormt populære siden deres udgivelse. Det gælder ikke mindst disse tider, hvor filmatiseringen af første del af Ringenes Herre er blevet set af stort set hele Danmarks befolkning, hvoraf ikke så få på nuværende tidspunkt ligger i telt foran Imperial for at købe billetter til anden del.
Tolkiens univers af hobitter, drager, troldmænd, elvere, dværge og andre fantastiske væsener er blevet allemandseje, og det har været inspirationskilde for en kollosal mængde af senere litteratur.
Et godt eksempel er Dragonlance, som er en enorm serie på over hundrede romaner, der er skrevet af forskellige forfattere. Det er nok tvivlsomt, om alle hundrede bind er af lige høj kvalitet. Det er imidlertid sikkert, at de første dele af serien er klassiske mesterværker inden for fantasy-genren. Det drejer sig om underserierne Krøniker (1984-85) og Legender (1986).
De består af i alt tolv romaner – i den engelske udgave er det kun seks – som er skrevet af Margaret Weis (født 1948) og Tracy Hickman (født 1955), der også har været producenter af rollespillet Dungeons and Dragons. Der er visse elementer af Dragonlance, som meget ligner Tolkiens middelalderlige univers. Krønikerne starter med, at et en gruppe bestående af en dværg, en kendar (der minder om Tolkiens hobitter), en elver, en amazonkvinde, en ridder, en barbar og en troldmand drager ud for at bekæmpe en flok frygtingydende drager, som er udsendt af visse mørke og okkulte magter.
Det minder umiddelbart meget om Tolkiens fellowship, der er også er en blanding af forskellige væsener. Men i modsætning til Tolkien er skellet mellem godt og ondt i Dragonlance meget tvetydigt. Troldmanden Raistlin, der er med til at bekæmpe de mørke magter, viser sig for eksempel at have voldsomt griske og megalomanske tendenser, der klart adskiller ham fra Tolkiens Gandalf. Det interessante er, at netop Raistlin er helt uundværlig for gruppens succes og altså for det godes sejr.
Såvel heltene som skurkene er mere nuancerede i Dragonlance end hos Tolkien, og i det hele taget er den eventyrlige verden meget kompleks. Det er medrivende og klart anbefalelseværdigt.
Dragonlance er et af de bedste eksempler på Tolkien-inspireret fantasy, hvor historien udspiller sig i en verden, som er adskilt fra vores egen. I andre romaner hænger den fantastiske verden tæt sammen med vores egen. Det gælder for eksempel Michael Endes (1929-1995) Den uendelige historie (1979). Romanen handler om drengen Bastian Baltasar Bux, der suges ind i et fantastisk romanunivers, hvor han får til opgave at redde den eventyrlige verden Fantasia fra varulven Gmork.
Overgangen fra virkeligheden til den fantastiske verden er spændende, fordi den er en drømmen sig væk fra virkeligheden, samtidig med at den fantastiske verden er bundet til virkeligheden: Gmork er opstået, fordi menneskene i den virkelige verden har glemt Fantasia, og når Bastian bekæmper monsteret er målet i sidste ende at ændre på virkeligheden.
I Den uendelige historie er den fantastiske verden altså en slags drømmeverden, der hænger sammen med virkeligheden. Det samme er tilfældet i Astrid Lindgrens (1907-2002) Mio, min Mio (1954), der måske er den mest fremragende børnebog, der nogensinde er skrevet. Den handler om drengen Bo, som kommer til en eventyrverden, hvor han forvandles til kongesønnen Mio, der bliver sendt ud af sin far for at bekæmpe den onde ridder Kato. Eventyrverdenen er adskilt fra virkeligheden i den forstand, at Bo bliver efterlyst, da han forsvinder og bliver til Mio. Samtidig er det klart, at eventyret også er en drømmende refleksion over den virkelige verden, hvor Bo ikke har nogen far og i det hele taget lever et noget trist liv på et børnehjem.
En sådan samtidig adkillelse og sammenhæng mellem virkeligheden og den fantastiske verden findes også i en anden børnebogsklassiker: I Tolkiens kollega C. S. Lewis’ (1898-1963) Narnia-romaner kommer fire børn til det eventyrlige land Narnia, hvor løven Aslan skal bekæmpe en ond og farlig heks. Sagerne er her meget tvetydige, fordi Aslan er enormt blodtørstig i sin bekæmpelse af det onde. Det ligner lidt det komplekse forhold mellem det gode og det onde, som man finder i Dragonlance.
I stort set alle fantasy romaner sker der en dannelsesproces, hvor heltene opnår en form for personlig gevinst. I de klassikere, jeg har nævnt her, sker det på to forskellige måder. Mens Ringenes Herre og Dragonlance skaber lukkede universer, hvor heltenes eventyr og personlige udvikling foregår, så er eventyrverdenerne hos Ende, Lidgren og Lewis steder, hvor heltene drager hen for efterfølgende at vende berigede hjem til virkeligheden. De første fortæller historier om en eventyrlig verden, mens de andre fortæller deres historie som en refleksion over forholdet mellem drømmen og virkeligheden.
Af cand. mag. Martin Laurberg
Kommentarer