Udviklingsromanen over dem alle, Lykke-Per, indgår i en stor trilogi der strække sig over en periode i Danmark fra 1877 - 1914.
Det forjættede land (1891 - 1895) er første del af en trilogi. Den anden er Lykke-Per (1898 - 1904) og tredje del er De dødes rige (1912 - 16). De beskriver hver sin periode i Danmark fra 1877 til 1914, men der er ikke gennemgående personer. For disse værker modtog han Nobelprisen i 1917.
Menneskets evige problem
De tre største og mest kendte af Pontoppidans romaner er Det forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige. Alle tre bøger har karakter af skæbnefortælling i den forstand, at de skildrer tilværelsens grundvilkår og viser, hvordan det enkelte menneske er henvist til at handle efter sin natur og sin kulturelle baggrund. Hans værker udviser en sjælden indsigt i menneskesindet. Med sin klare og enkle fremstillingsform fortæller han om "virkeligheden", som den fremtræder for hans karakterer, så det ikke kan undlade at gøre indtryk.
Romanerne har mange fællestræk både hvad angår menneskesyn og tema. Konflikten mellem den oprindelige elementære livslyst og samfundets regulering og hæmning af denne, bliver belyst fra forskellige vinkler. Dét, at følge sin natur, er evident. Både i 'Lykke-Per' og i 'Det forjættede Land' søger hovedpersonerne en personlig frigørelse, der står i kontrast til den sociale virkelighed, de er vokset op i. Men at følge sin natur kræver, at man kender den. Dette er et smertepunkt for mange af forfatterskabets personer - De kender ikke deres natur, og fejler derfor i deres frigørelsesprojekt og ender som ensomme vandrende eksistenser. Det eneste, der hos Pontoppidan kan lindre denne fundamentale ensomhed, er naturen og kvinderne. Kvinderne beskrives for det meste yderst positivt, både som ophav til den brændende lidenskab, som Pontoppidan, især efter 1892, sætter højt, og som værende i besiddelse af det "kærlighedens offermod", der hæver dem over mændene.
Romanerne forholder sig til den kulturelle arv, den enkelte person bærer rundt på. Dette gør, at Pontoppidans romaner ikke kan beskrives som dannelsesromaner, men derimod som udviklingsromaner. Hvor den traditionelle dannelsesroman har formlen "hjemme – hjemløs – hjem", og helten ender med at kunne bekræfte sin kultur og baggrund, så er helten hos Pontoppidan i en markant anden situation. I 'Lykke-Per' er hovedpersonen "offer" for en splittelse og er tvunget til at finde et livsgrundlag, der er forskelligt fra det, han voksede op med. Pontoppidan forholder sig således til den kulturelle arv som en art social determinisme – hvad enten individet tager afstand fra sin sociale arv eller ej, er de bestemt af den.
På tværs af disse kontinuerlige tematikker i forfatterskabet, indeholder det en dobbelthed, der beror på forfatterens tendens til at give udtryk for to modstridende synspunkter på samme tid. Denne dobbelthed er svær at få styr på, men det er blandt andet på grund af den, at værkerne får den kompleksitet og rigdom på nuancer, der gør forfatterskabet spændende. Når man ikke ved præcis, hvor man har værkerne, er man tvunget til selv at tage stilling til de problematikker, der sættes under debat. Pontoppidan moraliserer ikke - eller udtrykker ét specifikt livssyn. Han er ikke sandhedsagiterende, men sandhedssøgende, og det er denne søgen, der til stadighed gør hans forfatterskab interessant.
Læs mere om romanerne nedenfor.
Kommentarer