I årtusinder har labyrinten været en kilde til inspiration for litteraturen. Denne artikel udforsker forbindelsen mellem labyrintmotivet og nyere digital litteratur.
Af Tina Kaae Jensen
Labyrinten er et universelt motiv, der har eksisteret siden den klassiske oldtid og fundet anvendelse indenfor mange forskellige kunstarter – fra musik og litteratur gennem kunst og arkitektur til teater og film. Både som metafor og arkitektonisk mesterstykke fascinerer den os, fordi dens tilsyneladende vilkårlige, om end nøje tilrettelagte udformning af gange eller tunneller, varsler fortabelse eller forløsning, alt efter om man farer vild eller finder vejen ud.
I 1900-tallet vidner prominente forfattere som Franz Kafka, Luis Borges og Umberto Eco om, at fascinationen af labyrinten som litterært motiv ikke er aftaget i årenes løb. Selv i dag er labyrintens komplekse design en kilde til vedvarende inspiration for litteraturen, både som motiv og som model. Dette gælder ikke mindst i nyere digital litteratur, hvor labyrintmodellen ligeledes kan anvendes som forklaringsmodel for en stadig uafklaret genre på den litterære scene.
Når labyrint-metaforen fremkommer lige så relevant som nogensinde før, er det fordi den afspejler et eksistentielt grundvilkår, der for det moderne menneske manifesterer sig i en søgen efter mening, der realiseres gennem konstante til- og fravalg. På samme måde som labyrinten forvirrer og forfører ved sine valgmuligheder, er det måske netop muligheden for fortabelse og forvirring, der skaber samme form for nydelse og fascination hos læseren i mødet med den digitale litteratur.
Den digital litteraturs forskellighed fra bogformen udfordrer vores forståelse af, hvad litteratur er, kan og bør være. Eksempelvis udfordres det aristoteliske fortællings lineære forløb fra begyndelse gennem midte til slutning af det multilineære i litteratur. For den inkarnerede bogelsker kan bruddet med det velkendte virke mentalt udfordrende, frustrerende og endda skræmmende, men kan tillige fascinere netop i kraft af sin andethed.
Den digitale litteratur kræver noget af læseren. Allerede når man søger efter de digitale værker, forsvinder man ind i labyrintens univers, da der meget ofte er tale om selvpubliceringer, der ligger forskellige steder på nettet. Samtidig kan det være en udfordring at bevæge sig ind i genren, idet den digitale litteratur bryder med de traditionelle læsekonventioner. Oftest er der tale om multimodale og tværmediale hybridformer, hvor eksisterende genrer sammenblandes og nye æstetiske udtryk fødes.
Labyrinten som bevægelsesform og erfaring
En af de forskere, der har benyttet labyrintfiguren som forklaringsmodel, er Espen Aarseth, der i værket Cybertext tilbage i 1995 satte fokus på det ikke ubetydelige arbejde, som den digitale litteratur, særligt de nonlineære fortællinger, kræver af deres læsere. Som samlebetegnelse for denne type tekster introducerede han termen ’ergodisk’, hvilket netop henviser til det forhold, at læseren må udføre et ekstra stykke arbejde for at finde vej gennem teksten.
Modsat den trykte bog, hvor læseoplevelsen typisk starter med bogens første side og slutter med den sidste, gør denne type af digital litteratur det i stedet muligt at blive fanget i et netværk af hyperlinks, der altid viser videre uden nogensinde at nå et fast endepunkt. Dette kan medføre, at læseren føler sig fanget i en uigennemtrængelig labyrint med mange stier og repetitioner, hvilket i yderste konsekvens resulterer i en mareridtsagtig følelse af at gå i ring.
For at beskrive denne tilstand skelner Aarseth i sin optik mellem begreberne ’aporia’ og ’epiphany’. Hvor ’aporia’ netop betegner den skitserede forvirring og magtesløshed, der følger fornemmelsen af at fare vild og gå i ring, så dækker begrebet ’epiphany’ i stedet over en mere positiv effekt, nemlig følelsen af overskud og klarsyn, der opstår pludseligt og uventet, når læseren finder frem til den afgørende detalje, som udgør ’the missing link’.
Du er hovedperson og vælger selv handlingen
En interessant forløber for den digitale litteratur var de såkaldte ’choose your own adventure’-bøger, hvor læseren selv havde indflydelse på handlingen, idet man skulle bladre til bestemte sider, alt efter hvilket valg, man foretog sig. Denne type nonlineær fortælling var ret populære blandt børn og unge i 80’erne og starten af 90’erne og udgjorde da også mit første bekendtskab med genren.
En overgang var jeg dybt fascineret af disse bøger, som jeg læste med stor iver men sidenhen glemte alt om igen! Det var først to årtier senere, da jeg begyndte at interessere mig for digital litteratur, at jeg blev mindet om denne glemte skat fra mine barndomsår.
Og så huskede jeg pludselig, hvor meget jeg elskede at få lov at være ’helten’ i eventyret og hvordan jeg kunne læse de samme bøger igen og igen, besat af tanken om at finde frem til alle mulige og umulige slutninger – for i mange af dem endte jeg jo med at lide en grusom død! Jeg satte krydser og skrev noter med blyant eller orienterede mig efter det, der var skrevet i marginen af læsere før mig. Jeg mindes ikke, der fandtes et eneste eksemplar på biblioteket uden sådanne læserspor.
Minotaurus – en litterær bastard
På grund af sine interaktive og multimodale elementer bliver den digitale litteratur ofte placeret et sted mellem trykt litteratur og computerspil. Dermed er det ikke så underligt, at denne form for litteratur af fagfolk er blevet kaldt litteraturens og computerspillets horeunge. Den digitale litteraturs hybride karakter kan i en vis forstand sammenlignes med minotauren, som i den klassiske græske myte lurer i labyrintens indre. Minotaurus var navnet på mytens bastard, som figurerede med tyrehoved og menneskekrop – et regulært monster med smag for unge jomfruer.
For digitalt uprøvede læsere kan denne form for litteratur forekomme en lignende trussel. Vi famler os gennem snørklede korridorer fyldt med narrative fragmenter uden umiddelbar sammenhæng og en stadigt mere fortvivlet erkendelse af at vores skrøbelige forsøg på at finde sammenhæng og skabe mening til enhver tid kan falde fra hinanden, når ophobningen af fragmenter ikke længere understøtter tolkningen. I værste fald kan dette føre til, at vi mister interessen og helt opgiver læsningen.
Men ligesom minotaurens hybride og ubestemmelige natur udgør den mytiske labyrints inderste hemmelighed, er det faretruende og potentielt meningsopløsende element afgørende for meget digital litteratur. Man kan sige, at dét at finde vej gennem labyrinten er lidt som at finde sig selv. Jo mere faretruende og vanskelig rejsen har været, des større føles belønningen i form af den øgede selvindsigt, styrke og selvtillid, som venter på den anden side.
Labyrinten og den røde tråd
Ligesom helten i den antikke græske myte brugte et garnnøgle til at finde vej ud af kong Minos’ labyrint, på samme måde kan man argumentere for, at den nonlineære digitale litteratur ofte forudsætter, at læseren i en eller anden grad foretager et forsøg på kortlægning af de forskellige læseveje. At betræde den tekstuelle labyrint indebærer på sin vis en slags delt opmærksomhed, idet man, samtidig med at man bevæger sig indenfor labyrintens uoverskuelige struktur, også forsøger at forestille sig, hvordan den ser ud oppefra.
Dette foregår som oftest på et mentalt plan, hvor hukommelsen udfordres i forhold til at huske de forskellige valg og deres konsekvenser. Der kan dog også være tilfælde, hvor det er en fordel med en mere systematisk tilgang, eksempelvis i form af noteskrivning undervejs. På denne måde undgår man for så vidt muligt at betræde de samme stier igen og igen, samtidig med at man får nemmere ved at forudsige konsekvensen af fremtidige valg.
Heldigvis findes der også mange eksempler på digital litteratur, hvor forfatteren kommer læseren til undsætning i form af indlagte oversigter eller kort, der har til formål at gøre det mere overskueligt at navigere i det fortalte. Den digitale genudgivelse af Svend Åge Madsens Dage med Diam eller Livet om Natten fra 2013 kan nævnes som et godt eksempel på en e-bog, hvor læserens aktive arbejde meget tydeligt er tænkt ind i værket.
Som hyperfortælling har den mange lighedstræk med de førnævnte ’adventure’-bøger, idet der ved slutningen på hvert kapitel følger to valgmuligheder, der gensidigt udelukker hinanden. Der er dog ingen sidetal at finde i den digitale udgave. I stedet er første kapitel udstyret med bogstavet ’S’ og for hvert nyt kapitel føjes et nyt bogstav til rækken, således at der med hvert hændelsesforløb til slut er blevet dannet et nogenlunde genkendeligt ord – eksempelvis ’Salmer’ eller ’Streng’.
Værkets opbygning danner således et slags rhizomatisk rodnet, der breder sig som en vifte mod de i alt 32 mulige slutninger. For overskuelighedens skyld kan man til hver en tid åbne op for en oversigt over de forskellige kombinationsmuligheder, hvilket gør det nemmere at huske, hvilke hændelsesforløb man har været igennem.
Den indre labyrint
Der er dog også værker, der undsiger sig ethvert forsøg på kortlægning. I et nyere værk som den multimodale webroman Novelling fra 2016 kan man ligefrem fristes til at sige, at forfatterne har gjort en dyd ud af at gøre det så besværligt som muligt for læseren at hitte hoved og hale i fortællingen.
Her har læseren ingen indflydelse på læseretningen og der findes ingen pauseknap, der kan stoppe strømmen af tekst, billede og lyd. I stedet er værkets komposition bestemt ud fra en algoritme, der med 30. sekunders intervaller omrangerer elementerne på skærmen, hvilket skaber en labyrint af tekstfragmenter og video-loops, der kan struktureres og tolkes i uendelige kæder. Dermed er der heller ikke nogen naturlig afslutning på romanen. I teorien kan den blive ved i det uendelige, eller i hvert fald indtil læseren får nok.
Trods de manglende interaktionsmuligheder er det interessant, at det alligevel er læseren som får det sidste ord, idet man selv er ansvarlig for den overordnede meningsdannelse. Den manglende kronologi og konstante bevægelsesform har nemlig den særlige konsekvens, at tekstens mening i højere grad manifesterer sig som et resultat af den pågældende læsers subjektivitet og kun i mindre grad som noget, der ligger latent i teksten selv.
I Novelling er det således forskelligt fra person til person, hvilke elementer man hæfter sig ved og tilskriver betydning. Er der en narrativ sammenhæng eller består værket blot af lyriske stemningsbilleder? Det må være op til læseren selv. I virkeligheden er der slet ingen garanti for, at man nogensinde formår at undslippe den indledende totalforvirring, hvor man føler sig kastet ned midt i en endeløs og uoverskuelig labyrint og når frem til det punkt, hvor man, i henhold til Aarseths aporia-begreb, kan begynde at ane en sammenhæng og stykke brikkerne sammen – ja det afhænger helt og holdent af den enkelte læser. Det er langt fra alle, der når så langt!
Kommentarer