'De Elendige' blev langet over disken i danske boghandler i 1990erne, da 'Les Misérables' gik som populær musical verden over. Sådan fik galejslaven Jean Valjean et eftertrykkeligt comeback.
Victor Hugos encyclopædiske roman er til at græde snot over. Den er supersentimental, men langtfra ude af trit med Frankrig, som landet var i den første tredjedel af 1800-tallet. Hugo - der havde høje tanker om sit eget værd - er romantisk. Han er nogle gange temmelig enfoldig i sin samfundskritik og hans psykologiske indsigt bestemt ikke noget at prale af - heller ikke med datidens briller. Men det var som noget ganske nyt en proletar, romanlæserne her fik præsenteret som helt, da romanen udkom i 1862 - oven i købet en helt med masser af udstråling og karisma.
Derfor er 'De elendige' også en af verdenslitteraturens største romaner. Hovedpersonerne er stærke og enkle. Bogen blotlægger en lang kamp mellem det gode og det onde, mellem Valjean, en omvendt straffefange, og politimanden Javert, der har stirret sig blind på loven og derfor tager den rigoristisk bogstaveligt. Her er håb og tragedie, lys og mørke og en realistisk konflikt mellem konservative magthavere og revolutionære kræfter - som de fandtes ikke blot i Frankrig, men i hele Europa i årene op til 1848. Opgøret mod den krakilske politipræfekt når en klimaks under den blodige revolution i 1832.
'De elendige' er en spændende og symbolladet fortælling om straffefangens fantastiske omvendelse og hans livslange kamp ikke blot mod uretfærdighed, men også falskhed og den rene råddenskab. Han blev tyv, fordi han var sulten, stjal et par brød og en latterlig lysestage fra en biskop, som havde rigeligt i forvejen. Efter 19 års straf på galejen vender han tilbage til Frankrig som en blanding mellem Lenin og Robin Hood, samler en mishandlet Askepot op fra grov udnyttelse: Det uskyldsrene og forfulgte barn Cosette. Uden at ville det serverede det franske digterikon Hugo en grydeklar fortælling til film og musicaler i århundredet, der fulgte efter.
Med 'De elendige' legemligggjorde Victor Hugo forestillingen om den romantiske digter som oprører. Der er mange sidespring undervejs i romanen, og man skal være gjort af et hårdt stof, hvis ikke man i det mindste indvendigt kniber en tåre undervejs. Gu' er det en tåreperser, men romanen giver sig omvendt aldrig ud for andet end det, den er: fiktion. Vel er her floskler og klicheer, men romanen bliver aldrig ideologisk og ej heller nogen politisk voldtagelse af virkeligheden.
Kommentarer