En komet rammer jorden og slår stort set alle mennesker ihjel i denne science fiction roman fra 1913.
Historier om jordens undergang er et evigt populært emne. Gennem de seneste år er der lavet et hav af film, hvor jorden rammes af en meteor eller andre naturkatastrofer er tæt på at udslette jorden, f.eks. ’Deep Impact’ fra 1998 og ’2012’ fra 2009. ’Syndfloden’ af Carl S. Torgius er skrevet i 1913 og er en dansk science fiction roman om en lignende katastrofe.
I 1917 opdager jordens videnskabsmænd, at en komet vil ramme jorden. Hvad der herefter vil ske, er der uenighed om, men astronomen Jamesson vil gøre sit for at redde sin familie, og det lykkes ham at overtale sin stenrige svigerfar, mr. Harrison, til at lade en ubåd bygge, som måske kan redde dem.
Men mens byggeriet står på, falder civilisationen fra hinanden. Sensationspressen har pisket en stemning op, og pøblen tager magten. Alligevel lykkes det at få ubåden søsat med en international besætning, der har underlagt sig mr. Harrisons befaling, og de overlever også de første voldsomme prøvelser. Men kan de overleve efter kometen?
Naturligvis kan det mærkes, at romanen er næsten 100 år gammel, især på personbeskrivelserne. Der er også mange diskussioner om, hvorvidt Gud straffer mennesket med kometen, eller om hovedpersonerne er særligt udvalgte af Gud, men jeg synes ikke, at bogen føles gammeldags. Bl.a. har den nogle ret dramatiske passager, som fuldt ud lever op til nutidens krav, når Torgius beskriver følgerne af kometen.
Så selvom kvindesynet ikke ligefrem skriger ligestilling, og diskussionerne om kapitalisme vs. socialisme er forholdsvis unuanceret, så vær ikke bange for at gribe fat i Carl S. Torgius fortælling om jordens undergang. Den er stadig aktuel, selvom videnskaben er kommet langt siden 1913.
’Syndfloden’ er en del af Science Fiction Cirklens serie med ældre science fiction udgivelser, der er blevet glemt i nutiden, men som stadig fortjener at blive læst. Blandt de andre bøger i serien kan nævnes ’Odyssé på Mars’, ’Himmelskibet’ og ’Slaget ved Dorking’.
Kommentarer