Vand kan være flygtigt – vand kan være faretruende – vand kan være smukt – vand kan være dybt og lavt, beroligende. I debutromanen "Svømmeren" spiller vandet en stor rolle.
Vi befinder os i Ungarn i 1956. Her møder vi en lille familie, faderen Kalman og hans to børn, Kata og Isti. Kalmans kone har forladt familien pludseligt og uden grund. En dag steg hun på toget uden bagage og uden at sige farvel og drog til Vesten.
Derefter begynder en sær odyssé for den lille familie. De drager af sted som flygtninge eller sigøjnere fra landsby til landsby og bor hos familie og bekendte.
Faderen er gået i sort og bliver mere og mere usynlig i forhold til sig selv og sine børn. Han kommer kun til overfladen, når han er i nærheden af vand, og han formår at engagere sig i at lære sine børn at svømme.
Det er igennem storesøsteren Kata, at vi oplever den lille forladte familie. Der er fine, smukke portrætter af de mange landsbybeboere og slægtninge - og en enkel kærlighedshistorie.
Der er en stor melankoli og tristesse i historien. Der er hudløshed, og som læser fornemmer man denne følelse af katastrofe, som lurer på én lige fra første side.
Da jeg læser mange bøger, må jeg tilstå, at jeg engang imellem er tilbøjelig til at skimme lidt hurtigt ned over siderne. Det kan man ikke med denne roman! Hvert ord og sætning er så fremragende skrevet, at man ville snyde sig selv. "Svømmeren" er en flot, stilren roman, og den hører helt klart til én af de allerbedste romaner, jeg læste i 2004.
Zsuzsa Bánk, født 1965, er barn af ungarske flygtninge. Hun bor og arbejder i Frankfurt. "Svømmeren" er hendes debutroman.
Oversat af Aino Roscher. Samleren, 2004. 211 sider. Kr. 229,-
Kommentarer