Anmeldelse
Smedjen; Den blodige vej; Oprøret af Arturo Barea
Arturo Bareas selvbiografiske trilogi om barndom, ungdom og borgerkrig.
Jeg besøgte første gang Spanien i sommeren 1979, fire år efter Francos død. Efter hjemkomsten var jeg interesseret i at læse noget af landets litteratur, og da udvalget på det tidspunkt var temmelig begrænset, kom genudgivelsen samme år af Arturo Bareas selvbiografiske trilogi om barndom, ungdom og borgerkrig som en gave fra himmelen.
I første omgang var det jo nok beskrivelsen af borgerkrigen, der gjorde størst indtryk. Forfatteren var ansat ved republikkens pressekontor under belejringen, og skildringen af forholdene i Madrid under belejringen var hudløs og stærk. I 1979 var det spanske demokrati meget nyt og skrøbeligt, kupforsøget mod Cortes (parlamentet) fandt sted så sent som februar 1981, så borgerkrigen og Franco-tiden var stadig meget nærværende historiske epoker. Nu, 25 år senere, består det dybeste minde af første del, Smedjen med sin beskrivelse af en barndom så helt anderledes end den, jeg selv har oplevet.
Vi stifter bekendtskab med barnet Arturo og hans familie. Han er den yngste af fire søskende, faren er død, og moren forsørger familien ved at vaske for andre. Det er en verden skildret fra barnets synspunkt og med barnets stemme, de små ting er så vigtige, legekammeraterne og legene ved floden. Han er en begavet dreng, og en velhavende onkel sørger for, at han får en uddannelse. På denne måde får han indsigt i flere samfundslag, og hans retfærdighedssans gør, at han tager de fattiges og undertryktes parti.
Denne holdning forstærkes i andet bind (Den blodige vej), hvor den voksne Barea er blevet indkaldt til soldat og aftjener sin værnepligt. Han deltager i krigen i Marokko i begyndelsen af 1920’erne og møder her en vis major Franco, der senere stiger i graderne og kommer til at spille en stor rolle i verdenshistorien og dermed i Bareas eget liv.
Da Franco starter sit oprør fra Marokko, er Barea ikke i tvivl om, hvilken side han vælger. I Oprøret hører vi om hans aktive deltagelse i forsvaret for republikken. Desværre vandt oprørerne, og Barea og hans kone blev to af de mange spaniere, der søgte eksil i udlandet.
Trilogien blev til i Bareas engelske eksil og udkom første gang på engelsk 1941-46. Den første danske udgave kom i årene 1946-47, mens den første spanske udgave ikke så dagens lys før i 1951 - i Buenos Aires.
Det er en nydelse at læse Bareas sprog, enkelt og ukunstlet samt meget sanseligt, forstået på den måde, at synsindtryk, lyde og dufte beskrives, således at man som læser nærmest føler, at man er til stede i Madrids gader eller beskyttelsesrum.
I dag er udvalget af spanske romaner stort og mangfoldigt, men Arturo Bareas skildring af det spanske samfund i det 20. århundredes første halvdel kan tåle konkurrencen.
Oversat af Lotte Eskelund. Gyldendal, 1979. 293s + 285s +356s
Arturo Bareas selvbiografiske trilogi om barndom, ungdom og borgerkrig.
Jeg besøgte første gang Spanien i sommeren 1979, fire år efter Francos død. Efter hjemkomsten var jeg interesseret i at læse noget af landets litteratur, og da udvalget på det tidspunkt var temmelig begrænset, kom genudgivelsen samme år af Arturo Bareas selvbiografiske trilogi om barndom, ungdom og borgerkrig som en gave fra himmelen.
I første omgang var det jo nok beskrivelsen af borgerkrigen, der gjorde størst indtryk. Forfatteren var ansat ved republikkens pressekontor under belejringen, og skildringen af forholdene i Madrid under belejringen var hudløs og stærk. I 1979 var det spanske demokrati meget nyt og skrøbeligt, kupforsøget mod Cortes (parlamentet) fandt sted så sent som februar 1981, så borgerkrigen og Franco-tiden var stadig meget nærværende historiske epoker. Nu, 25 år senere, består det dybeste minde af første del, Smedjen med sin beskrivelse af en barndom så helt anderledes end den, jeg selv har oplevet.
Vi stifter bekendtskab med barnet Arturo og hans familie. Han er den yngste af fire søskende, faren er død, og moren forsørger familien ved at vaske for andre. Det er en verden skildret fra barnets synspunkt og med barnets stemme, de små ting er så vigtige, legekammeraterne og legene ved floden. Han er en begavet dreng, og en velhavende onkel sørger for, at han får en uddannelse. På denne måde får han indsigt i flere samfundslag, og hans retfærdighedssans gør, at han tager de fattiges og undertryktes parti.
Denne holdning forstærkes i andet bind (Den blodige vej), hvor den voksne Barea er blevet indkaldt til soldat og aftjener sin værnepligt. Han deltager i krigen i Marokko i begyndelsen af 1920’erne og møder her en vis major Franco, der senere stiger i graderne og kommer til at spille en stor rolle i verdenshistorien og dermed i Bareas eget liv.
Da Franco starter sit oprør fra Marokko, er Barea ikke i tvivl om, hvilken side han vælger. I Oprøret hører vi om hans aktive deltagelse i forsvaret for republikken. Desværre vandt oprørerne, og Barea og hans kone blev to af de mange spaniere, der søgte eksil i udlandet.
Trilogien blev til i Bareas engelske eksil og udkom første gang på engelsk 1941-46. Den første danske udgave kom i årene 1946-47, mens den første spanske udgave ikke så dagens lys før i 1951 - i Buenos Aires.
Det er en nydelse at læse Bareas sprog, enkelt og ukunstlet samt meget sanseligt, forstået på den måde, at synsindtryk, lyde og dufte beskrives, således at man som læser nærmest føler, at man er til stede i Madrids gader eller beskyttelsesrum.
I dag er udvalget af spanske romaner stort og mangfoldigt, men Arturo Bareas skildring af det spanske samfund i det 20. århundredes første halvdel kan tåle konkurrencen.
Oversat af Lotte Eskelund. Gyldendal, 1979. 293s + 285s +356s
Kommentarer