Anmeldelse
Rejsen om den blå planet af Durita Holm
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Generationer af udlængselsramte og rejsehormonfyldte unge - og dem, der ikke er det længere - har gennem årtier fulgt Troels Kløvedals rejsebeskrivelser og drømt om, som han, at drage på eventyr på det blå ocean.
Det er de færreste beskåret at have nået det ultimative mål: en sejlads jorden rundt. Langt de fleste har måttet nøjes med at tage et fly til Asien og tage "the beaten track" med rygsæk og ad den vej få afløb for eventyrlysten.
Den færøske pige Durita Holm er en undtagelse. For hende er sejladsdrømmen blevet til virkelighed. Som bare 21-årig trodsede hun i 1996 alle råd og søsatte idéen om at sejle verden rundt. For at tjene til turen tog hun i syv måneder hyre på en færøsk fiskerbåd og arbejdede som kok - selvom hun overhovedet ikke kunne lave mad. Men hun havde det i blodet, Durita. Sejladsen. Allerede som 3-årig tog hun med sin far på langfart til øen "Isle of Skye" på Skotlands vestkyst, hvor de blev et års tid. Og det var også med faderens hjælp, at hun fik mulighed for at købe en tredjepart i båden "Salka Valka". Cementbåden med de hvide sejl, som kom til at udgøre hendes hjem i mere end tre år på verdenshavene. I bådens købekontrakt var indført følgende: Den, der vil sejle længst, har altid fuld brugsret til båden. Og det var lige, hvad den seje Durita benyttede sig af. I bogen "Rejsen om den blå planet" følger vi turen fra Færøerne til Skotland, Portugal og kurs mod De Caribiske øer videre over Stillehavet mod Tonga og Fiji. I New Zealand føder Durita datteren Freyja, som bliver undfanget midt på Stillehavet en romantisk aften med nordmanden Erik, som er på besøg fra et naboskib. Efter en kort barselsorlov følger vi i bogen rejsen hele vejen hjem til Færøerne.
Selvom historien om den unge færøske kvinde med de usædvanlige Pippi-gener er interessant, dramatisk og unik, så gør god sømand ikke nødvendigvis nogen god skribent. Bogen lider under på kun 213 sider at skulle dække så lang en periode og så mange oplevelser. Formen har tendens til logbogsnotater, og spændende fortællinger, som kunne have været behandlet anderledes fabulerende, som f. eks. forelskelsen mellem Durita og Erik, bliver i bogen forkortet til to linjer. Historien melder heller intet om, hvordan det er at være gravid og så samtidig have et så ansvarsfyldt og hårdt fysisk krævende et job, som det er at være skipper på et sejlskib. Bogens fotos er desværre mangelfulde.
Læs "Rejsen om den blå planet", hvis dine rejsehormoner er ved at løbe over. Ellers ikke.
Borgen, 2000. 212 sider.
BogWeb - 1. februar 2001
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Generationer af udlængselsramte og rejsehormonfyldte unge - og dem, der ikke er det længere - har gennem årtier fulgt Troels Kløvedals rejsebeskrivelser og drømt om, som han, at drage på eventyr på det blå ocean.
Det er de færreste beskåret at have nået det ultimative mål: en sejlads jorden rundt. Langt de fleste har måttet nøjes med at tage et fly til Asien og tage "the beaten track" med rygsæk og ad den vej få afløb for eventyrlysten.
Den færøske pige Durita Holm er en undtagelse. For hende er sejladsdrømmen blevet til virkelighed. Som bare 21-årig trodsede hun i 1996 alle råd og søsatte idéen om at sejle verden rundt. For at tjene til turen tog hun i syv måneder hyre på en færøsk fiskerbåd og arbejdede som kok - selvom hun overhovedet ikke kunne lave mad. Men hun havde det i blodet, Durita. Sejladsen. Allerede som 3-årig tog hun med sin far på langfart til øen "Isle of Skye" på Skotlands vestkyst, hvor de blev et års tid. Og det var også med faderens hjælp, at hun fik mulighed for at købe en tredjepart i båden "Salka Valka". Cementbåden med de hvide sejl, som kom til at udgøre hendes hjem i mere end tre år på verdenshavene. I bådens købekontrakt var indført følgende: Den, der vil sejle længst, har altid fuld brugsret til båden. Og det var lige, hvad den seje Durita benyttede sig af. I bogen "Rejsen om den blå planet" følger vi turen fra Færøerne til Skotland, Portugal og kurs mod De Caribiske øer videre over Stillehavet mod Tonga og Fiji. I New Zealand føder Durita datteren Freyja, som bliver undfanget midt på Stillehavet en romantisk aften med nordmanden Erik, som er på besøg fra et naboskib. Efter en kort barselsorlov følger vi i bogen rejsen hele vejen hjem til Færøerne.
Selvom historien om den unge færøske kvinde med de usædvanlige Pippi-gener er interessant, dramatisk og unik, så gør god sømand ikke nødvendigvis nogen god skribent. Bogen lider under på kun 213 sider at skulle dække så lang en periode og så mange oplevelser. Formen har tendens til logbogsnotater, og spændende fortællinger, som kunne have været behandlet anderledes fabulerende, som f. eks. forelskelsen mellem Durita og Erik, bliver i bogen forkortet til to linjer. Historien melder heller intet om, hvordan det er at være gravid og så samtidig have et så ansvarsfyldt og hårdt fysisk krævende et job, som det er at være skipper på et sejlskib. Bogens fotos er desværre mangelfulde.
Læs "Rejsen om den blå planet", hvis dine rejsehormoner er ved at løbe over. Ellers ikke.
Borgen, 2000. 212 sider.
BogWeb - 1. februar 2001
Kommentarer