Mit halve hjerte, mit hele liv

Morten Sabroe er rejst til Thailand med et hjerte på halv kraft og en sort notesbog til smertefulde minder. Han skriver ukrukket og selvsikkert om livet, når det gør ondt.

"Lorteben. Jeg dropper en til Furix. Hvis jeg var blevet i Danmark, var det ikke sket. Det er varmen. Lortevarme".

Morten Sabroe lider under lortevarmen i Thailand, hvor hans lorteben svulmer op til ukendelighed – selvom han i parentes bemærket ellers altid har haft så pæne fødder. Men rejsen til Thailand er en nødvendighed. Han har nemlig medbragt en sort notesbog, og dén skal hjælpe ham med at få sat ord på, hvor hunden ligger begravet. Eller sagt mere præcist: Sabroe, og den forsømte dreng, der bor i ham, lider under, at han i sit tidligere forfatterskab har skrevet så ublidt om sine forældre, at han faktisk slog dem ihjel igen – efter deres død.

Morten Sabroe er en flittig forfatter. Tidligere på året udgav han romanen 32 cm, som denne anmelder morede sig kosteligt over, selv det forfærdelige tema #MeToo til trods. (Et begreb som knap var opfundet, da Sabroe skrev sin roman.)

Med denne nye udgivelse er Sabroe tilbage hos sig selv, om man så må sige. Her er ingen halv-klamme og storskrydende verdensmænd, men derimod en mand som ikke har det godt. Hverken fysisk eller mentalt. Hjertet kører på halv kraft, og det plager ham, at han er i så dårlig form, når han ellers altid har været det modsatte. Ydermere har han dårlig samvittighed overfor sine nærmeste, som han frygter at komme til at skubbe fra sig på samme vis, som han har klandret sin mor for at gøre. Kunne han have vist mere forståelse overfor hende i sin tid? Måske. Det er ikke til at sige.

For at komme til bunds i sin historie, og i hvordan han skal leve med den, skriver han i den sorte notesbog under Thailands ubønhørlige sol. Og samtidig fører han indre samtaler med drengen i mørket, som også er en del af ham selv. Den dreng, som blev så overset i barndommen og senere tog hævn i sit forfatterskab, men som nu er i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige at gøre.

Sideløbende med skriverierne i den sorte notesbog fører Sabroe også almindelig dagbog, og dén udgør første del af romanen. Det er bl.a. herfra det indledende citat stammer. Godt og vel halvejs i bogen bliver det så indholdet i den sorte notesbog, der tager over, elegant skudt i gang af de første ord fra det legendariske Rolling Stones-hit ’Sympathy for the devil’: Please allow me to introduce myself…

Her beretter Sabroe om flere smertefulde minder. Ikke denne gang tilskrevet forældrene, men derimod en tidligere kæreste, Miss Borderline, samt det ulykkelige ved at være far til et barn – også et voksent ét – som mistrives.

Personligt bliver jeg mere og mere vild med Sabroes bøger. Han skriver ukrukket og alligevel selvsikkert, og sproget er på én gang både følsomt og benhårdt. Og man er ikke tvivl om, at når han skriver om sig selv, så kommer det direkte fra hjertet – også selvom dét ikke er, hvad det har været.