Min familie og andre dyr af Gerald Durrell

Familien Durrell tilbragte fem år på Korfu. Mængden af voldsomme, grinagtige, hyggelige og rørende anekdoter fra det uspolerede liv er overvældende.

Historierne om Durrell-familiens dejlige år på Korfu i mellemkrigstiden er feel-good-læsning for alle pengene. Den farverige familie, bestående af mor, to storebrødre, en søster og lille Gerry, kom til øen i 1935. Den mest kendte af flokken, Lawrence, blev gift med sin første kone på øen, men i historierne bor de dog alle sammen i et stort hus, hvor Lawrence i øvrigt får besøg af alskens intellektuelle særlinge. Der er ingen egentlig kronologi i fortællingerne, som kan læses uafhængigt og måske som højtlæsning, hvis man kan lade være med at grine.

Kan man forestille sig et stort gadekryds af en krøllet hund med en dværgugle på ryggen? De er i hvert fald sammen med Gerry på vej til stranden en mørk og varm nat. Eller måske samme ugle, der sejler ud af vinduet på sin natlige udflugter for så at komme hjem, banke på skodderne efter sin aftensmad. Lille Gerrys yndlingsdyr er alle slags insekter, krybdyr og små havdyr. Han elsker også i høj grad de fine, blanke skorpioner, som han tillægger stor høflighed. Han fylder badekarret med slanger, og holder bl.a. tamme skader (kaldet Maverne efter deres appetit). Gerald Durrell oprettede som voksen "Durrell Wildlife Conservation Trust" på Jersey, hvor han slog sig ned.

Det er ikke sjov og ballade alt sammen, skildringerne af naturstemninger og -scenerier er fine og stadigvæk ganske genkendelige for Grækenlandsrejsende. Måske har mængden af arter taget skade gennem årene af turiststrømmene, men et billede som følgende kan stadig opleves:

"Havet var blankt, varmt og mørkt som sort fløjl; ikke en hvirvel krusede overfladen. ..... Så kantede månen sig pludselig enormt stor og vinrød op over bjergenes eroderede murtinder og kastede en snorlige, blodrød sti tværs over det mørke hav".

Det er en dejlig bog, og herligt, den er blevet genudgivet. I øvrigt synes jeg, at nogle af storebror Lawrences bedste bøger er de essays, der handler om hans år på Cypern og Rhodos, men det er en helt anden historie.