Anmeldelse
Lisbeth Nebelong: Færø Blues trilogien
Når livet er kørt af sporet - eller når det bare drøner alt for effektivt derudad på en snorlige strækning - så er tanken fristende: Hvad mon der ville være sket, hvis… du dengang havde valgt et andet spor. Det er måske en ufrivillig hobby, en del midaldrende (kvinder?) har fået sig. Drømmen om ham den fyrige fra ungdommen i stedet for den tørvetriller, der har mere arbejde end lidenskab mellem ørerne.
Karrierekvindens følelsesmæssige krise har man haft rigeligt med mulighed for at læse om, når man greb et tilfældigt ugeblad ved tandlægen. Kolde, tjekkede og uforløste er de - eller?
Lisbeth Nebelong har som hovedperson valgt en dansk kvinde midt i 40erne, og senere i romantrilogien Færø Blues er hun godt på vej til de 50. Lise er jurist, barnløs og har styr på læbestiften.
Trilogien er en revideret udgivelse, som samler Lisbeth Nebelongs tre romaner om den danske karrierekvindes gensyn med Færøerne, hvor der gemmer sig en ungdoms forelskelse: Når engle spiller Mozart (2003), Færø Blues (2008) og Møde i mol (2014).
Forholdet mellem Danmark og Færøerne
Ungdommens Adonis vender hele tiden tilbage i første bind, hvor Lise er i Tórshavn for på en konference at holde et oplæg om den juridiske side af Færøernes løsrivelse fra Danmark. Vi er omkring år 2000, da bølgerne gik højt i det gældsplagede Færøerne, og der blev snakket skilsmisse inden for rigsfællesskabet. Der lades i det meste af trilogiens første del op til Lises foredrag for de lokale politikere og andre beslutningstagere. Ind imellem er der flashback til første halvdel af 1970erne, da Lise tog studentereksamen i Tórshavn. Her var hun havnet, da faren fik en stilling som rigsombudsmand på Færøerne.
Beskrivelserne af den færøske natur er mange og lange. Jeg skal love for, at Lisbeth Nebelong er en grundig guide. Nogle gange går der mere lærer i hende end romanforfatter. Den får heller ikke for lidt efter Lisbeths møde med den smækre skippersøn Kári, der er et talent på cello i det lokale symfoniorkester. Jeg er sikker på, at en del af det kvindelige publikum vil holde af disse kærlighedsbeskrivelser, omend de nogle gange er lidt banale.
Nationalpolitik og kønspolitik
Fortiden og lidenskaben ligger som en undertone i den symfoni, som Lisbeth Nebelong har skrevet i andante. Hvad det angår, kan man sige, at forfatteren kender sin musikhistorie. Først i sidste sats spiller musikken i allegro - og det med pauker og trommer. Danskerpigens heftige forelskelse i den musikalske færing flettes elegant ind i en fortælling, der også rummer nationalpolitik og kønspolitik. Noget er sket, og det skal naturligvis ikke fortælles her. På de sidste sider i første roman gør Lisbeth Nebelong troværdig reklame for, at man også skal læse roman nummer to. Nebelong har ikke blot økonomisk indsigt, men hun kan også sin fortælleteknik - måske endda fra sit tidligere arbejde som journalist.
Den færøske dreng med det spændende blik glemmer Lise ikke. Manden derhjemme i København er reduceret til én, hun deler et bofællesskab med, men efter studentereksamen tager Lise til København for at læse. Kári er tilbage i det nordatlantiske mikrokosmos, men bliver senere fastansat cellist i Stavanger Symfoniorkester i Norge, hvor han får kone og børn.
Fornemme naturbeskrivelser
I andet bind - der har samme titel som fællestitel på den reviderede trilogi - mødes Lise og Kári atter på Færøerne. Her får vi lov til at se mere ind i Kári, der som barn har savnet sin far, mens denne var på havet. Tvivlen dukker op: Er denne skipper i virkeligheden hans rigtige far? Tilmed gik moren meget sine egne veje, og Kári finder sit alternative fundament i musikken.
Bankskandale, bloktilskud og det til tider stormombruste forhold mellem Færøerne og Danmark akkompagneres af især klassisk musik og fornemme naturbeskrivelser. Kun en lidt for kraftig fortæller, der gerne vil fremlægge fakta, analysere og konkludere tager nogle gange oplevelsen fra læseren.
Midlife-romantik
I Møde i mol, det afsluttende bind i trilogien, er begge midaldrende. Lise er kørt sur i job og ægtemand, den alfaderlige far og tidligere rigsombudsmand er død. Kári stagnerer i symfonien, hans bedre halvdel kværulerer, og teenage-børnene er trælse.
Begge er på flugt og mødestedet er ikke overraskende Færøerne, hvor der fyres op under romantikken. Men meget har ændret sig siden den korte og intense ungdomsforelskelse, hvor verden lå foran fødderne på de unge mennesker. Lisbeth Nebelong har godt styr på tid, topografi og de mange tråde. Hun sørger for at få sat et pænt - og også tiltrængt - punktum i fortællingen om midtvejskrise og en erotisk forbindelse i rigsfællesskabet.
Har man tid og lyst til disse 703 sider, så skal det være for Lisbeth Nebelongs fremragende beskrivelser af musik, natur og romantik. Man er klar til at rejse til den forrevne natur og lilleputsamfundet nordpå efter endt læsning.
Lisbeth Nebelong er heldigvis mere analytiker end romantiker og heller ikke ukritisk. Man får også lyst til det, der ligger mere for: At sætte den musik på, som forfatteren så malende indvier os i. Om læserne får lyst til at være Lise eller Kári, eller om de blot genkender noget af sig selv, er individuelt. Men der må alligevel være en fællesnævner i vor tid - sikkert også eviggyldig - der danner grundlaget for en romanserie som denne.
Lisbeth Nebelong: Færø Blues trilogien, 701 sider (Hovedland).
Når livet er kørt af sporet - eller når det bare drøner alt for effektivt derudad på en snorlige strækning - så er tanken fristende: Hvad mon der ville være sket, hvis… du dengang havde valgt et andet spor. Det er måske en ufrivillig hobby, en del midaldrende (kvinder?) har fået sig. Drømmen om ham den fyrige fra ungdommen i stedet for den tørvetriller, der har mere arbejde end lidenskab mellem ørerne.
Karrierekvindens følelsesmæssige krise har man haft rigeligt med mulighed for at læse om, når man greb et tilfældigt ugeblad ved tandlægen. Kolde, tjekkede og uforløste er de - eller?
Lisbeth Nebelong har som hovedperson valgt en dansk kvinde midt i 40erne, og senere i romantrilogien Færø Blues er hun godt på vej til de 50. Lise er jurist, barnløs og har styr på læbestiften.
Trilogien er en revideret udgivelse, som samler Lisbeth Nebelongs tre romaner om den danske karrierekvindes gensyn med Færøerne, hvor der gemmer sig en ungdoms forelskelse: Når engle spiller Mozart (2003), Færø Blues (2008) og Møde i mol (2014).
Forholdet mellem Danmark og Færøerne
Ungdommens Adonis vender hele tiden tilbage i første bind, hvor Lise er i Tórshavn for på en konference at holde et oplæg om den juridiske side af Færøernes løsrivelse fra Danmark. Vi er omkring år 2000, da bølgerne gik højt i det gældsplagede Færøerne, og der blev snakket skilsmisse inden for rigsfællesskabet. Der lades i det meste af trilogiens første del op til Lises foredrag for de lokale politikere og andre beslutningstagere. Ind imellem er der flashback til første halvdel af 1970erne, da Lise tog studentereksamen i Tórshavn. Her var hun havnet, da faren fik en stilling som rigsombudsmand på Færøerne.
Beskrivelserne af den færøske natur er mange og lange. Jeg skal love for, at Lisbeth Nebelong er en grundig guide. Nogle gange går der mere lærer i hende end romanforfatter. Den får heller ikke for lidt efter Lisbeths møde med den smækre skippersøn Kári, der er et talent på cello i det lokale symfoniorkester. Jeg er sikker på, at en del af det kvindelige publikum vil holde af disse kærlighedsbeskrivelser, omend de nogle gange er lidt banale.
Nationalpolitik og kønspolitik
Fortiden og lidenskaben ligger som en undertone i den symfoni, som Lisbeth Nebelong har skrevet i andante. Hvad det angår, kan man sige, at forfatteren kender sin musikhistorie. Først i sidste sats spiller musikken i allegro - og det med pauker og trommer. Danskerpigens heftige forelskelse i den musikalske færing flettes elegant ind i en fortælling, der også rummer nationalpolitik og kønspolitik. Noget er sket, og det skal naturligvis ikke fortælles her. På de sidste sider i første roman gør Lisbeth Nebelong troværdig reklame for, at man også skal læse roman nummer to. Nebelong har ikke blot økonomisk indsigt, men hun kan også sin fortælleteknik - måske endda fra sit tidligere arbejde som journalist.
Den færøske dreng med det spændende blik glemmer Lise ikke. Manden derhjemme i København er reduceret til én, hun deler et bofællesskab med, men efter studentereksamen tager Lise til København for at læse. Kári er tilbage i det nordatlantiske mikrokosmos, men bliver senere fastansat cellist i Stavanger Symfoniorkester i Norge, hvor han får kone og børn.
Fornemme naturbeskrivelser
I andet bind - der har samme titel som fællestitel på den reviderede trilogi - mødes Lise og Kári atter på Færøerne. Her får vi lov til at se mere ind i Kári, der som barn har savnet sin far, mens denne var på havet. Tvivlen dukker op: Er denne skipper i virkeligheden hans rigtige far? Tilmed gik moren meget sine egne veje, og Kári finder sit alternative fundament i musikken.
Bankskandale, bloktilskud og det til tider stormombruste forhold mellem Færøerne og Danmark akkompagneres af især klassisk musik og fornemme naturbeskrivelser. Kun en lidt for kraftig fortæller, der gerne vil fremlægge fakta, analysere og konkludere tager nogle gange oplevelsen fra læseren.
Midlife-romantik
I Møde i mol, det afsluttende bind i trilogien, er begge midaldrende. Lise er kørt sur i job og ægtemand, den alfaderlige far og tidligere rigsombudsmand er død. Kári stagnerer i symfonien, hans bedre halvdel kværulerer, og teenage-børnene er trælse.
Begge er på flugt og mødestedet er ikke overraskende Færøerne, hvor der fyres op under romantikken. Men meget har ændret sig siden den korte og intense ungdomsforelskelse, hvor verden lå foran fødderne på de unge mennesker. Lisbeth Nebelong har godt styr på tid, topografi og de mange tråde. Hun sørger for at få sat et pænt - og også tiltrængt - punktum i fortællingen om midtvejskrise og en erotisk forbindelse i rigsfællesskabet.
Har man tid og lyst til disse 703 sider, så skal det være for Lisbeth Nebelongs fremragende beskrivelser af musik, natur og romantik. Man er klar til at rejse til den forrevne natur og lilleputsamfundet nordpå efter endt læsning.
Lisbeth Nebelong er heldigvis mere analytiker end romantiker og heller ikke ukritisk. Man får også lyst til det, der ligger mere for: At sætte den musik på, som forfatteren så malende indvier os i. Om læserne får lyst til at være Lise eller Kári, eller om de blot genkender noget af sig selv, er individuelt. Men der må alligevel være en fællesnævner i vor tid - sikkert også eviggyldig - der danner grundlaget for en romanserie som denne.
Lisbeth Nebelong: Færø Blues trilogien, 701 sider (Hovedland).
Kommentarer